Ny dansk diabetesmedicin: Tages kun én gang om ugen

I dag har Novo Nordisk lanceret et nyt diabetesmiddel, som gør op med daglig medicinering. Overlæge fra Hvidovre står bag forskningen.

Foto: Asger Ladefoged - Ritzau & Scanpix

Daglig medicinering har været hverdag for type 2-diabetikere.

Men nu er det slut, for i dag har Novo Nordisk lanceret Ozempic – et præparat til voksne, som kun skal tages én gang ugentligt.

Midlet skærer ikke kun ned i antallet af injektioner, men har også vist sig at være effektivt på en række andre områder.

En overlæge fra Hvidovre Hodspital er en af de uafhængige forskere bag de kliniske studier, som førte til godkendelsen af Ozempic.

- Ozempic har vist sig at være et meget potent lægemiddel, der giver en bedre blodsukkerregulering, et forholdsvis stort vægttab og samtidig beskytter mod hjertekar-lidelser. Derudover er det, ud fra et patientperspektiv, meget fordelagtigt, at Ozempic kun skal tages en gang om ugen, siger professor og overlæge på Hvidovre Hospital, Sten Madsbad i en pressemeddelelse. 

Læs også Der er "uacceptabel" forskel på kommuners diabetestilbud

Lanceres først i Danmark

Ozempic blev godkendt af sundhedsmyndighederne  i USA i slutningen af 2017, i Canada blev det godkendt i begyndelsen af 2018, mens det endeligt blev godkendt af EMA, de europæiske lægemiddelmyndigheder, i februar 2018. Danmark er det første land i Europa, som lancerer den nye medicin.

- Vi er meget tilfredse med nu at kunne tilbyde danske patienter Ozempic® som det første land udenfor USA og Canada. Ozempic® har potentialet til at gøre en stor forskel for både patienter og behandlere, siger Mads Veggerby Lausten, adm. direktør for Novo Nordisk Scandinavia i en pressemeddelelse.

Overlæge fra Hvidovre bag forskning

Ifølge professor og overlæge Sten Madsbad kan Ozempic potentielt overtage det danske diabetesmarked på kort tid.

- Ozempic har vist sig at være betydeligt bedre end alle andre diabeteslægemidler. Det sætter helt nye standarder, og jeg tror, det fuldstændig vil overtage det danske diabetesmarked for denne gruppe af lægemidler i løbet af kort tid – måske kun et halvt år, siger Sten Madsbad.

En anden positiv effekt ved den nye medicin er, at patienterne kan vente i længere tid, inden de skal gå i insulinbehandling. 

- Med Ozempic kan vi forsinke opstarten på insulin, der vil være nogle patienter, som vi kan trappe helt ud af insulinbehandling, og mange patienter vil kunne gå betragteligt ned i insulindosis, siger Sten Madsbad.

Læs også Milliarder til nyt diabetescenter i København

Fakta om Diabetes i Danmark

  • Mindst 252.750 danskere har diabetes
  • 60.000 danskere ved endnu ikke, at de har type 2-diabetes
  • 300.000 danskere skønnes at have forstadie til type 2-diabetes (prædiabetes)
  • Antallet af mennesker med diabetes er mere end fordoblet fra 2000-2016
  • Diabetes koster det danske samfund omkring 86 mio. kr. om dagen
  • I 2030 vil 430.000 danskere være diagnosticeret med type 2-diabetes
Kilde: Diabetesforeningen


Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik