Foto: TV 2 Lorry

Nordsjællandske borgmestre vil have del i motorvejs-penge

Den netop indviede Silkeborgmotorvej blev billigere end forventet. De penge bør komme Nordsjælland til gode, mener en række borgmestre.

Den seks milliarder kroner dyre Silkeborgmotorvej, som for nylig åbnede, bliver billigere end først antaget.

Faktisk er der en hel milliard kroner tilovers.

Penge som borgmestrene i Nordsjælland meget gerne vil have fingre i.

Hver gang der er penge tilovers fra trafikprojekter, skal pengene bare fluks kanaliseres over i de nordsjællandske motorveje.

John Schmidt Andersen

- Hver gang der er penge tilovers fra trafikprojekter, skal pengene bare fluks kanaliseres over i de nordsjællandske motorveje, så de langt om længe kan blive færdige, siger Frederikssunds Venstre-borgmester John Schmidt Andersen til TV 2 Lorry.

Seks borgmestre har samlet sig i en såkaldt nordsjællandsk trafikmafia.

I følge Frederikssund, Gribskov, Helsingør, Halsnæs, Fredensborg og Hillerød kommune er der særligt to motorvejsprojekter i Nordsjælland, som politikerne i årevis har ønsket færdiggjort. 

Læs også Brug de jyske penge på Frederikssund motorvej

Det drejer sig om færdiggørelsen af Frederikssundsmotorvejen med tredje og sidste etape. Udvidelsen af Hillerødmotorvejen, herunder udvide forlængelsen mellem Allerød og Hillerød til motorvej og forbedre vejforbindelsen til Helsinge.

- Man skal bare til at komme i gang!, siger John Schmidt Andersen.

For nylig fremlagde regeringen sin 2025-plan. Her står der intet om trafikprojekter i Nordsjælland og heller ikke i det kommende finanslovsforslag er der umiddlebart sat penge af til motorveje i det nordsjællandske. 

Læs også Hillerød: For tidligt at glæde sig til motorvejsforlængelse

Det skuffer Gribskovs borgmester, Kim Valentin fra Venstre.

- Jeg er dybt, dybt forundret. Jeg kan ikke forstå, hvorfor Nordsjælland igen og igen bliver overset, når der skal uddeles penge til trafikprojekter. Men nu er der kommet ekstra penge i kassen, da Silkeborgmotorvejen blev billigere end først antaget. Så nu må der snart ryge nogle penge vores vej, siger Kim Valentin (V) til TV 2 Lorry.