Foto: Jens Nørgaard - Scanpix

Nørrebro-borgere er trætte af helikopterlarm

Borgerne på Nørrebro er trætte af den larm, som politiets helikoptere skaber. Politiet erkender at helikopterne larmer, men kalder dem et nødvendigt værktøj.

Det kan være svært at sove, når en helikopter flyver rundt over din lejlighed hele natten lang. Det ved Kirstine Westh Larsen alt om.

Hun bor på Nørrebro med sin mand og tre børn, og de helikoptere politiet flyver rundt over bydelen ødelægger ofte familiens nattesøvn.

Helikopterne har Københavns Politi lånt af forsvaret, og de er en del af politiets kamp mod banderne. Kirstine Westh Larsen er dog, ligesom mange andre borgere på Nørrebro, meget irriteret over den larm, som helikopterne skaber.

- Det stresser aldrig at kunne vide, hvornår man kan være fri for den lyd, og at den er der hver eneste aften, siger Kirstine Westh Larsen til TV 2 Lorry.

Læs også Politiet bruger forsvarets helikopter i luften over Nørrebro

- Jeg vil gerne se dem på gaden

Udover helikopterne har Københavns Politi også lånt mindre fly af forsvaret. Fælles har de den egenskab, at de kan se ned på gaderne - også i mørke. 

Så håber jeg, at det er utryghedsskabende over for banderne.

Jens Jespersen, politiinspektør ved Københavns Politi

- Det er jo også et tryghedsskabende værktøj for os i forhold til lovlydige borgere. Og så håber jeg, at det er utryghedsskabende over for banderne, siger Jens Jespersen, der er politiinspektør hos Københavns Politi, til TV 2 Lorry.

Politiet har altid en betjent med i helikopteren, når den er i luften, og reglerne for magtanvendelse er de samme i en helikopter, som de er når en betjent færdes på jorden. 

00:15 Luk video

Men ifølge Kirstine Westh Larsen så stresser helikopterne i højere grad end de hjælper. Også selvom hun er glad for, at der bliver gjort noget ved bandekonflikten.

- Det er rigtigt dejligt, at de er her. Vi elsker at se politiet her på Nørrebro. Men jeg vil gerne se dem på gaden, siger Kirstine Westh Larsen til TV 2 Lorry.

Læs også Københavns Politi indsætter fly over visitationszone

Et nødvendigt våben

Københavns Politi er klar over, at helikopterne larmer, men overvågningssystemet på helikopterne og flyene er et effektivt og nødvendigt våben mod banderne.

- Hvis folk ringer til os og anmelder et mistænkeligt forhold, så kan vi lynhurtigt ved hjælp af helikopteren få plus på det område, og så kan vi dirigere patruljer til ret hurtigt. På den måde er vores chance for at gøre fund, enten af mistænkelige personer eller effekter som vi skal beslaglægge, langt større, siger Jens Jespersen.

Har det virket?

- Ja det har vi set eksempler på, siger Jens Jespersen.

Politiet ønsker i dag ikke at oplyse, hvor og hvor længe de kommer til at bruge helikoptere og de små fly. De oplyser dog, at de løbende evaluerer deres indsats, for at se om generne ved larmen giver mening i forhold til resultaterne i kampen mod banderne.

Læs også Hjælp til pressede politikredse: Politielevers praktik forlænges