Ni måneder efter lovændring er politiet endelig klar til at håndhæve den – måske...

Christiansborg skærpede straffen i forhold til brug af håndholdt mobil, men politiets systemer har ikke kunne håndhæve skærpelsen indtil nu.

Loven blev strammet forlængst, men det er først om tre uger, det får konsekvenser. Arkivfoto. Foto: Liselotte Sabroe - Ritzau Scanpix

Ni måneder skulle der gå, før politiet er klar til at håndhæve den lovskærpelse omkring brugen af håndholdt mobil, som politikerne stemte i gennem i december sidste år.

Fra starten af 2019 burde billister, der benytter håndholdt mobil under kørsel, have fået en bøde på 1.500 kroner og et klip i kørekortet, men sådan har det ikke været før nu – eller om lidt. Måske.

- Nej, du får stadig ikke et klip i kørekortet, men 10. september så kører systemet – forhåbentligt - og så falder hammeren lidt tungere, siger Christian Berthelsen, der er politiassistent ved Det Nationale Færdselscenter, til TV 2 Lorry.

Manglede nogle afkrydsningsfelter

Årsagen til, at det indtil nu har været relativt – i hvert fald i forhold til loven – konsekvensfrit at blive stoppet i bilen, mens man plaprer løs i telefonen, skal findes i, at politiets it-systemer ikke har kunne løfte opgaven.

Uopmærksomhed i trafikken

  • I en tredjedel af alle trafikulykker er uopmærksomhed en afgørende faktor
  • I gennemsnit foretager vi os distraherende ting i 30% af den tid, vi kører bil
  • 70 % af dét, der distraherer os, foregår inde i bilen.

 

Hvis du kigger på din mobil i fire sekunder, så har du kørt så langt i blinde:

  • 50 km/t.: 56 meter
  • 80 km/t: 89 meter
  • 110 km/t: 122 meter

Kilde: Rigspolitiet

Loven var udfærdiget sådan, at den først trådte i kraft, når politiet var klar, men der var ingen deadline, de skulle nå. Og der har således ikke været noget pres på politiet for at få systemerne klar.

- Der var nogle ting i forhold til it-driften. Det handlede om nogle små felter, hvor man skulle klikke af, hvis der skulle gives et klip i kortet, siger Christian Berthelsen.

Og det er så de små felter, der nu er ved at være klar.

Forventer nedgang

Selvom loven egentligt trådte i kraft tilbage i januar, så behøver uvorne billister ikke frygte, at der kommer et klip i kortet på efterbevilling. Da deres sager i politiets øjne er afsluttet.

Men problemet med uopmærksomme billister er omfattende. Alene i årets første kvartal blev der rejst næsten 5000 sigtelser for at anvende håndholdt mobiltelefon i Midt- og Vestsjællands, Københavns Vestegns, Københavns og Nordsjællands politikredse.

- Det er et meget alvorligt problem. Billister, der er uopmærksomme i trafikken, koster liv hvert eneste år, siger Christian Berthelsen.

Christian Berthelsen forventer dog, at de høje tal vil falde, når systemerne – forhåbentligt – er klar 10. september.

- Vi så er kraftigt fald i fartsigtelser, da der blev indført klippeordning på hastighedsområdet, og vi har en forventning om, at det samme vil ske her, siger han.

Han regner dog ikke med, at det vil være et varigt fald, da billister har en tendens til at blive forvænte og efterfølgende glemme konsekvenserne. Både de økonomiske og de mere alvorlige.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik