Netto dropper deres lille plastikpose og indfører helt ny posetype

Supermarkedskæden skrotter den velkendte, lille plastikpose og indfører en ny og mere bæredygtig model.

Snart er det slut med de små, gule Netto-plastikposer, som vi kender dem. Foto: Pressefoto - Netto

Når du fremover skal handle varer i Netto, må du kigge langt efter de små, gule plastikposer, som har været en fast bestanddel i bybilledet gennem mange år i alle landets Netto-butikker.

Supermarkedskæden har nemlig valgt at vinke farvel til den velkendte plastikpose.

Det oplyser Salling Group i en pressemeddelelse.

- I Netto ønsker vi, at vores poser bliver genbrugt mest muligt, og det er den lille pose mindst velegnet til. I vores test på Fyn og Bornholm har vi oplevet, at kunderne er blevet bedre til at bruge deres poser flere gange, og at vi derfor sælger markant færre.

- Den udvikling vil vi gerne skubbe yderligere på og udvide til resten af landet. Derfor siger vi nu farvel til den mindste Netto-pose i samtlige vores butikker, siger Nettos direktør, Michael Løve, i pressemeddelelsen.

Ny afløser på vej

I stedet for den lille pose erstattes den nuværende store pose af en ny, som er fremstillet af 80 procent genanvendt plast.

Desuden lanceres et indkøbsnet af 90 procent genbrugsplast i alle butikker. Samlet set vil denne ændring – ifølge Netto - føre til en besparelse på cirka 69 tons ny plastik om måneden.

Beslutningen om at skrotte de små plastikposer, kommer efter at Netto i marts sidste år indførte et forsøg i udvalgte butikker med pant på deres plastikposer.

Håbet var, at forsøget, som blev til i samarbejde med Verdensnaturfonden WWF, skulle mindske plastikforbruget og sikre mest mulig genbrug.

Desværre er det ikke gået helt som ønsket.

Har ikke knækket pant-delen

Godt nok er det samlede salg af plastikposer faldet med over 25 procent i forsøgsbutikkerne, som ligger på Bornholm og på Fyn. Men det er ikke lykkedes Netto at finde en effektiv måde at håndtere indleveringen af de brugte plastikposer på.

– Vi udbreder de dele, som gør den største positive forskel for miljøet, og pant-delen har vi ikke helt knækket endnu, siger direktør Michael Løve.

- Vi mener fortsat, at det kan være en god løsning, men selve håndteringen i butikken har været drilsk og står desværre ikke mål med den miljøeffekt, netop denne del af forsøget har, uddyber han.

Det er særligt manglende automatisering, som er en udfordring – og som har gjort det vanskeligt for medarbejdere i butikken at håndtere returnerede poser på en hurtig og effektiv måde.

- Vores konklusion er, at potentialet for denne type løsning er begrænset på denne type plastik, så vi arbejder videre med andre ting. Grundlæggende er vi simpelthen som samfund nødt til at blive bedre til at sortere og genanvende i mere effektive, centrale anlæg end tilfældet er i dag, siger Michael Løve.

WWF ærgrer sig 

Nettos beslutning møder ærgrelse hos generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden Bo Øknsebjerg. Han havde håbet, at pantløsningen kunne fungere, men glæder sig samtidig over, at supermarkedskæden har valgt at droppe de små plastikposer.

- Vi er glade for, at Netto nu dropper de små poser, som ofte ender i naturen eller i kraftværkernes flammer. Samtidig er jeg naturligvis ærgerlig over, at pant på poser ikke lige fungerer i Nettos regi, siger han i pressemeddelelsen.

- Men pilotprojektet viser tydeligt, at pant bedst sikrer, at flest poser bliver genanvendt og ikke ender i naturen. Derfor håber jeg, at andre virksomheder eller brancher, hvor pant vil fungere, tager faklen op, siger Bo Øknsebjerg.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik