Gerningsmanden lagde ved det seneste røveri en seddel på bordet, hvor der stod "dette er et røveri giv mig alle sedler." Foto: Ida Marie Odgaard - Ritzau Scanpix

Mistænkt for to butiksrøverier på bare ét døgn: Blev løsladt efter det første

En mand begik mandag et røveri mod en kvindetøjforretning i Hillerød. Politiet mener, det er den samme mand, som i weekenden røvede en isforretning.

Nordsjællands Politi leder i øjeblikket efter en 50-årig mand, som, de mener, har begået to røverier i Hillerød på godt og vel et døgns tid.

Manden lagde en seddel på bordet, hvor der stod "dette er et røveri giv mig alle sedler'.

Nordsjællands Politis døgnrapport

Søndag gik det ud over Paradis Is i Slotsgade, og mandag blev kvindetøjsforretningen Noa Noa i samme gade udsat for røveri, oplyser Nordsjællands Politi til TV 2 Lorry.

Ved det seneste røveri indfandt en mand sig i tøjbutikken klokken 17.29, hvor han udførte et røveri ved hjælp af en pistollignende genstand.

"Manden lagde en seddel på bordet, hvor der stod "dette er et røveri giv mig alle sedler", imens han trak den pistollignende genstand en smule op af lommen," skriver Nordsjællands Politi i deres døgnrapport.

Læs også Væbnet røveri mod Røde Kors: Politi efterlyser denne mand

Muligvis samme gerningsmand bag røveri mod Paradis Is

Politiet mistænker, at det er den samme gerningsmand, som stod bag et røveri mod isforretningen Paradis Is søndag aften klokken 19:42.

Manden kom ind i isforretningen, hvor han truede ekspedienten til at aflevere pengene fra kasseapparatet. 

Tidligt mandag morgen klokken 05.30 blev en 50-årig mand anholdt og sigtet for røveriet mod Paradis Is.

Læs også Så skete det igen: 40-årig anholdt for fjerde gang på to døgn

Løsladt senere samme dag

Han blev dog løsladt senere samme dag, da politiet ikke mente, der var juridisk grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør for at få ham varetægtsfængslet. Den 50-årige er dog fortsat sigtet, oplyser Matias Arvidsen, som er politikommisær ved Nordsjællands Politi.

- Vi har været ude og kigge efter ham både i går eftermiddags, aften og nat. I dag har vi også været ude på forskellige relevante adresser, men vi har endnu ikke fundet ham, siger Matias Arvidsen til TV 2 Lorry.

Han vurderer, at den 50-årige vil blive varetægsfængslet, hvis politiet pågriber ham. 

- Der var ikke grundlag for at fremstille ham for det første forhold, og derfor blev han løsladt. 

- Vi forventede ikke, at det ville ske igen, siger Matias Arvidsen.

Gerningsmanden beskrives som:

Mand, dansk af udseende, 45 år, 180 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Yderligere kendetegn: Fuldskæg., Talte: Dansk, Iført: Blå jakke m. hætte, sandfarvede skibukser m. sorte seler, der hang ned, blå gummihandsker.

Kilde: Nordsjællands Politi