Foto: TV 2 Lorry

Mindehøjtidelighed for Mads: Alle er velkomne

Dommen er faldet og Mads Skjoldsøges drabsmand har fået sin dom. Nu inviterer familien alle til mindehøjtidelighed.

5. november 2015 sluttede livet alt, alt for tidligt for 17-årige Mads Skjoldsøge, da han på en handelsskole i Hillerød, midt i et frikvarter, blev knivstukket i hjertet af en 17-årige bekendt.

I dag, fredag, faldt dommen. Den 17-årige drabsmand blev i dømt otte års fængsel.

- Når dommen er afsagt, vil vi gerne markere, at der er nået en milepæl mere for mange af os, der er berørte af denne tragiske hændelse. Vi er mange, der savner Mads. Ved at vi mødes, kan vi snakke lidt og sammen få sat et punktum mere, skriver Mads Skjoldsøges mor, Lykke Petersen på Facebook.

- Mindehøjtideligheden finder sted i Ullerød Kirke i Hillerød. Kl.15.00 - 17.00 er kirken åben for alle, der har lyst til at kigge forbi. Du kan f. eks. tænde et lys inde i kirken, fortsætter Lykke Petersen.

- Du behøver ikke at tilmelde dig nogen steder, men kan bare komme forbi kirken, og der vil være sodavand og lidt chips.