Million-bøderegn over virksomheder for dårligt arbejdsmiljø

Metrobyggeriet topper listen, men andre entreprenørvirksomheder er også godt med.

I perioden fra 2013 til 2016 fik virksomheder i hovedstadsområdet bøder for 19,5 millioner kroner for i 400 tilfælde at have overtrådt arbejdsmiljøloven. Det viser en omfattende aktindsigt, som Ugebrevet A4 har foretaget hos politikredsene og Arbejdstilsynet.

Opgørelsen viser, at virksomhederne i hovedstadsområdet i gennemsnit har fået en bøde på 48.912 kroner, hvilket er over landsgennemsnittet.

Som TV 2 Lorry også tidligere har omtalt, er det særligt byggeriet af metrocityringen i København, der har fået bøderne til at regne. Alene hovedentreprenøren, italienske Salini Impregilo, har gennem selskabet Copenhagen Metro Team fået 35 bøder til i alt 2,2 millioner kroner – og kan dermed bryste sig af at være den virksomhed, der har fået flest bøder i hele landet.

Læs også Mand hejses op af metroudgravning

- Der er flere forklaringer

Også underentreprenører som Seli Tunneling og Trevi Foundations er at finde på top 20-listen over de danske virksomheder, der er blevet straffet flest gange de sidste fire år.

Bøderne skyldes mangelfuldt papirarbejde, arbejde i højden med fare for nedstyrtning, men også adskillige arbejdsulykker med voldsomme personskader til følge. 

- Sikkerhedsproblemerne på metrobyggeriet har flere forklaringer. Blandt andet at der er mange udenlandske entreprenører, der bare vil tjene deres penge og så hjem igen. Sikkerheden er ikke så højt på deres dagsorden, og de rammes formentlig ikke i samme omfang på dårlig omtale, som et dansk firma, siger seniorforsker Johnny Dyreborg, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) til Ugebrevet A4.

Vi har kulturelle udfordringer, vi har sproglige udfordringer, vi har 24 forskellige nationaliteter på 23 forskellige pladser, hvilket gør, at vi konstant skal holde fokus på vores arbejdsmiljøarbejde

Sigurd Nissen-Petersen, underdirektør, Copenhagen Metro Team

Ifølge underdirektør Sigurd Nissen-Petersen fra Copenhagen Metro Team er det “beklageligt” og “utilfredsstillende”, at selskabet har fået så mange bøder, der også afspejler, at der har været en hel del ulykker på byggepladserne.

- En ulykke og en bøde er én for meget. Men når det er sagt, så vil jeg gerne gøre opmærksom på, at vi har at gøre med et byggeri uden sidestykke i Danmark, hvor arbejdsmiljø-arbejdet hele tiden er en udfordring. Vi har kulturelle udfordringer, vi har sproglige udfordringer, vi har 24 forskellige nationaliteter på 23 forskellige pladser, hvilket gør, at vi konstant skal holde fokus på vores arbejdsmiljøarbejde, som vi har gjort det de seneste år, siger Sigurd Nissen-Petersen til Ugebrevet A4.

Læs også Arbejdsmiljø halter på metrobyggeri: Rekordstort antal bøder

Kommune har også fået bøder

Men det er ikke blot metrobyggeriet, der fylder i bødestatistikken i TV 2 Lorrys sendeområde. På andenpladsen kommer entreprenørvirksomheden M. J. Eriksson fra Brøndby, der har fået bøder på 605.000 kroner for syv sager – heriblandt en dødsulykke. Her var årsagen manglende sikring mod, at forbipasserende ved udgravning kunne falde ned i 4,5 meter dyb udgravning

TV 2 Lorry har forgæves forsøgt at få en kommentar fra M. J. Eriksson til den kedelige andenplads, men virksomheden har ikke vendt tilbage.

Også Københavns Kommune har fået bøder - i  alt fem af slagsen, som samlet løber op i 385.000 kroner. Her er der registeret fem ulykker, hvoraf to har været med dødelig udgang.