Åboulevarden i København er blandt de strækninger, der forårsager støjgener hos de nærboende. Foto: Torben Christensen - Ritzau Scanpix

Mens Jylland klager over trafikstøj, er Hovedstaden stadig værst plaget

De jyske borgmestre klager over motorvejsstøj og vil have politikerne til at sikre flere penge til støjdæmpning. Men det er altså stadig værst her i Hovedstaden.

Omtrent halvdelen af alle de boliger, der hver dag belastes af støj fra motorveje og andre statslige veje ligger i hovedstadsområdet.

Det viser en ny rapport fra Vejdirektoratet, der har kortlagt støj på det statslige vejnet, der hovedsaligt tæller motorveje, motortrafikveje og større hovedveje.

Rapporten viste en tendens til, at antallet af boliger, der plages af motorvejsstøj er faldende i hovedstadsområdet, mens flere boliger i regionerne i Jylland og på Fyn udsættes for trafiklarm.

Det fik jyske borgmestre til at råbe vagt i gevær i Jyllands-Posten, mens Venstres trafikordfører til TV 2 Nyhederne lovede flere penge til støjdæmpning. 

Hovedstaden huser fortsat langt flest boliger, der belastes af støj fra statens vejnet. Foto: Vejdirektoratet

Men selvom antallet af støjbelastede boliger er faldende i hovedstadsområdet, så er der fortsat langt flere københavnere, der hver dag døjer med larm fra statens asfalterede strækninger.

Ser man på de ti kommuner i landet, hvor flest boliger er plaget af støj fra statslige veje, så finder man otte af dem i hovedstadsområdet.

Gladsaxe er således landets hårdest plagede kommune, når det kommer til trafikstøj fra motorveje efterfulgt af Hvidovre og Brøndby. Ser vi uden for TV 2 Lorrys sendeområde, huser Odense Kommune fjerdeflest støjplagede boliger på landsplan, mens Aalborg Kommune har sjetteflest.

Læs også Nabo til motorvej kræver handling: "Vi har jo støj konstant"

Læs også Borgmester raser: Støjplagede Vallensbæk får ingen støjskærm

Vestegnen hårdt ramt

Særligt omkring den københavnske vestegn er mange boliger udsat for larm fra motorveje.

Omkring 17.000 boliger døjer hver dag med støj fra trafik i kommunerne Albertslund, Ballerup, Brøndby, Greve, Glostrup, Høje-Taastrup, Ishøj, Solrød og Vallensbæk.

Særligt sidstnævnte har luftet sin utilfredshed med, at staten ikke gør noget ved støjen fra både Holbækmotorvejen og Køge Bugt Motorvejen.

02:53

Tusindvis af borgere på Vestegnen må hver dag leve med voldsom trafikstøj og slem forurening. Og selv om skiftende politikere har været enige om behovet for blandt andet støjdæmpning, er pengene aldrig fulgt med. Nu skal der gøres noget ved det, lyder det fra en stribe folketingspolitikere.

Luk video

- Mange borgere i Vallensbæk kan ikke bruge deres haver - de kan ikke engang åbne deres vinduer, udtalte borgmester Henrik Rasmussen fra De Konservative til TV 2 Lorry i februar. 

En måling viste dengang, at hver tredje bolig i Vallensbæk Kommune er belastet af støjen fra de to motorveje, der løber gennem kommunen.

Den seneste nationale kortlægning af boliger, der er belastet af støj fra veje - statens såvel som kommunernes - stammer fra 2012.

Dengang udgjorde hovedstadsområdet 41 procent af alle de boliger, der lider af støjbelastning på højere end 58 decibel. Tallene viste også, at når det kommer til svær støjbelastning (over 68 decibel), så ligger 48 procent af boligerne i hovedstadsområdet.

Støjkort over den københavnske vestegn. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering