Madmarkederne får generelt gode karakterer hos fødevaremyndighederne Foto: Scanpix

Madmarkeder har styr på hygiejnen - næsten

Kun få sure smileys har ramt de madmarkeder, der er skudt op over alt

Hvis du går og tror, at de mange små boder på de madmarkeder, der skyder op mange steder, betyder risiko for dårlig hygiejne og en konstant risiko for at rage et maveonde til sig, så må du tro om igen. For fødevaremyndighedernes besøg i boderne på de nye markeder har ført til overraskende få, negative anmærkninger.

I maj åbnede Københavns nye, store madmarked - Reffen - med plads til maksimalt 100 madboder. 33 er blevet kontrolleret få dage efter Reffens åbning, og det kom der "kun" to sure smileyer ud af. Den ene gik til boden Thai Reffen, og de har ved et efterfølgende kontrolbesøg fået en indskærpelse - som reelt er en forbedring i forhold til den sure smiley, der udløste et bødeforlæg. Den oprindelige "sure" smiley blev udløst af at der manglede en håndvask.

Læs også Madmarked bliver tre gange større og får nyt navn

Reffens anden madbod, der fik en bøde, var "Jakobsens Pita". Her blev fødevarer opbevaret ved for høje temperaturer, og der manglede varmt vand. Det fremgår ikke af Fødevarestyrelsens hjemmeside, om man har genemført et opfølgende kontrolbesøg.

Reglerne indsærpes for de nye

Reffen er naturligvis ikke det eneste madmarked, der har fødevaremyndighedernes bevågenhed. I maj sidste år åbnede Værftets Madmarked i Helsingør. De havde senest besøg af fødevaremyndighederne i april og maj. Og selv om flere boder fik mindre indskærpelser fra kontrollanterne, så var der ingen af dem, der fik en sur smiley. Flere af forholdene betegner Fødevarekontrollen da også selv som "bagatelagtige".

Gry Brix fra Værftets Madmarked fortæller, at der foregår et grundigt arbejde med at sikre, at nye madboder har forstået fødevarereglerne.

- Vi gør også en stor indsats, hver gang, vi skal have nye boder ind, forklarer Gry Brix, der er direktør for Værftets Madmarked.

- Inden vi overhovedet møder dem, så printer og sender vi lovgivningen til dem. Når vi så mødes med dem, så gennemgår vi det, så vi er helt sikre på, at de har forstået kravene, forklarer hun.

Ifølge Gry Brix har madmarkederne større bevågenhed fra fødevaremyndighederne, end for eksempel egentlige restauranter - fordi, der er mange små aktører på et enkelt madmarked.

- Og det er nødvendigt. Det ville være forfærdeligt, hvis det gik galt. De kommer vel fire gange om året hos os i den sæson på ni måneder, vi har, fortæller hun.

Når besøgene foregår, så går Gry Brix med rundt.

- Det gør jeg for at sikre, at der ikke sker misforståelser. Hvis der er brug for det, så tolker vi, hvis det kan klares på engelsk. I andre tilfælde bruger vi en tolk, siger hun.

Læs også Det vrimler med madmarkeder: Her kan du finde dem

Fødevarestyrelsen: Det er blevet meget bedre

I de år, der er gået sidemn starten, har de danske madmarkeder fået langt bedre styr på både lovgivning og hygiejne. Det siger Martin Birch Hansen, der er sektionsleder i Fødevarestyrelsen.

-Det startede jo for - vel - fire år siden med Copenhagen Street Food. Og derinde var der mange problemer til at starte med - det var alle mulige regler, som stadeholderne havde svært ved at overholde. Men siden er der sket det, at vi hos os er blevet skarpere på kontrollen og de problemer, der er.  Og madmarkederne er også selv blevet meget bedre til at stille krav til stadeholderne, forklarer han.

Martin Birch Hansen forklarer, at en typisk fejl er, at nye aktører åbner, før de er helt klar.
-Så konstatererer vi en masse små, dumme fejl. Men det bliver altså hurtigt rettet, siger han. 

Og så har han et bud på, hvorfor madmarkederne klarer sig så relativt godt.

-Netop fordi der er mange stadeholdere på et marked, så har alle en interesse i, at det går godt - for når det gør det, så er det godt for alle, fastslår han.

Martin Birch Hansen siger, at den enkelte stadeholder ikke bliver kontroleret mere end andre aktører i branchen - men myndighederne kommer oftere på et marked, fordi de ikke kan nå at kontrollere alle.
 

København fik dette forår også broens gadekøkken - et lidt mindre madmarked ved Inderhavnsbroen i København K. Også her har kontrollanterne kunnet påpege mindere forhold, der ikke udløste egentligte sure smileys.