Lorry-kommuner er top og bund i ny undersøgelse om ældres ensomhed

Ældre borgere er både mest og mindst ensomme i Lorry-kommuner.

Lorry-kommuner agerer top og bund i ny undersøgelse om ensomhed blandt ældre. Arkivfoto. Foto: Liselotte Sabroe - Ritzau Scanpix

Statens Institut for Folkesundhed har lavet en undersøgelse om ensomhed blandt borgere på 65 år og ældre.

Instituttet fandt ikke, at der var væsentlig forskel på regionerne, men de fandt, at det stod værst til i de tre Lorry-kommuner Gladsaxe, Solrød og Tårnby.

Her føler mellem 6,6 og 7,5 procent af de ældre borgere sig uønsket og ensomme.

Omvendt godt ser det godt ud i Fredensborg, Lejre og Vallensbæk, hvor mellem 2,1 og 2,6 procent af de ældre borgere føler sig ensomme.

- Vi finder, at der er forskel på, om man føler sig ensom i henholdsvis by og landområde. Hvor 4,6 procent af de ældre i byer og i byområder føler sig ensomme, gælder det 3,3 procent af de ældre i landområder, siger Annette Kjær Ersbøll, der er professor ved Statens Institut for Folkesundhed.

Resultater fra undersøgelsen

  • Ældre kvinder har en større risiko for ofte at føle sig uønsket alene sammenlignet med ældre mænd. Derimod har ældre mænd en betydelig større risiko for aldrig eller sjældent at have kontakt med familie uden for husstanden eller venner.
  • Den ældre del af befolkningen, der ikke har nogen uddannelse, som er under uddannelse eller som angiver at have taget en ’anden uddannelse’, har en større risiko for ofte at føle sig uønsket alene og have lav frekvens af kontakt med venner sammenlignet med ældre, der har en lang videregående uddannelse.
  • Ældre, der bor sammen med en partner, ægtefælle, kæreste eller samlever, har en mindre risiko for ofte at føle sig uønsket alene og have en lav frekvens af kontakt med andre uden for husstanden sammenlignet med ældre, der ikke bor med en partner.
  • Ældre enlige som er separeret, skilt, ugift, enke eller enkemænd har en større risiko for ofte at føle sig uønsket alene sammenlignet med ældre, der er gift. Ligeledes ses det, at særligt ældre ugifte har en større risiko for lav frekvens af kontakt med familie sammenlignet med ældre, der er gift.

Kilde: Statens Institut for Folkesundhed: Ensomhed og svage sociale relationer blandt ældre

Se mere

I alt har 53.117 borgere over 65 år svaret på spørgsmål om, hvor ofte de føler sig uønsket alene, hvor tit de ser deres familie, venner og naboer, og om de har nogen at tale med, når de har brug for det.

Hvem bliver ensomme?

Undersøgelsen ser ikke på, hvilke indsatser de enkelte kommuner har med hensyn til ensomhed, og den retter derfor ingen kritik af de enkelte kommuner. Men den fortæller noget om, hvem der bliver ensomme, og at ensomheden stiger med alderen.

04:01

Tusindvis af ældre føler sig ensomme og Hans Olof Rendfors var en af dem. Men nu har han fået styrke og motivation til møde nye mennesker takket være en målrettet indsats fra kommunen

Luk video

Blandt de 65 til 74-årige er det kun 3,2 procent, der ofte føler sig uønsket alene, mens det stiger helt op til 10,5 procent blandt de 85-årige og ældre.

I Danmark er der omkring 1,1 millioner borgere på 65 år ældre, og gruppen udgør dermed 20 procent af befolkningen.

Store konsekvenser for helbredet

En lang række organisationer og kommuner har fokus på ensomhed, der kan have enorme konsekvenser for den enkelte borger. Mentalt såvel som fysisk.

Ensomhed som lidelse sættes i forbindelse med hjertekarsygdomme, depression, dårlig søvn og ikke mindst tidlig død, og det er derfor, at Statens Institut for Folkesundhed har valgt at undersøge omfanget.

- Studier viser, at ensomhed kan have store konsekvenser for vores helbred, og det er derfor vigtigt at forebygge. Også set i lyset af, at vi bliver ældre og ældre, og at antallet af ældre borgere forventes at stige markant i de kommende år, siger Annette Kjær Ersbøll.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik