Foto: Lars Møller / Scanpix

Lokumsskriverier: Beviser skrevet på dør udskyder terrorsag

Terrorsag bliver udsat på grund af nyt bevis, skrevet på en toiletvæg i Politigårdens fængsel i København.

I den tidlige sommer blev der skrevet på væggen på et toilet på Politigårdens Fængsel i København.

Og efter alt at dømme var der hverken tale om udtryk a la "Kilroy was here" eller anden velkendt lokumsskriveri.

Anklagemyndigheden har nemlig bestemt, at skriveriet skal indgå i en retssag, hvor fire mænd er tiltalt for at medvirke til terror.

Læs også Nu begynder terror-retssagen

De fire er under anklage for at have bistået Omar el-Hussein i forbindelse med drabet på den frivillige synagogevagt Dan Uzan i februar i fjor.

Det er kommet frem mandag i Københavns Byret, hvor sagen er gået i gang efter at have ligget stille hen over sommeren.

Og det nye bevis betyder samtidig, at sagen bliver udsat.

Hvad der er blevet skrevet på væggen på toilettet, det er endnu ikke kommet frem. Men anklagemyndigheden mener, at det er den 23-årige tiltalte IA, som står bag.

Læs også 175 fanger er indberettet for ekstremisme siden terrorangreb

Påstanden skal underbygges af en teknisk ekspert, men forsvarer Michael Juul Eriksen har forlangt at få bistand fra en uafhængig skriftekspert, en såkaldt grafolog, inden vidneafhøringen.

Og det har retten givet ham medhold i. Derfor må sagen holde pause frem til torsdag, før den kan fortsætte.

Anklagemyndigheden mener som sagt, at IA er manden bag skriverierne. Skriften er nemlig blevet sammenlignet med et brev, som IA har skrevet, og efter alt at dømme er der altså sammenfald.

Læs også Bekymrende tendens: Kriminelle bliver religiøse ekstremister

De præcise detaljer er ikke kommet frem. Det vil først ske ved et retsmøde torsdag i denne uge.

Ibrahim Abbas sad oprindeligt varetægtsfængslet i Vridsløselille, men han blev i foråret flyttet til Politigårdens Fængsel. Det skete efter flere episoder, hvor Abbas angiveligt fremsatte trusler mod fængselspersonalet i Vridsløselille.