Nu begynder terror-retssagen

Følg med, når fire mænd, der er tiltalt for at have hjulpet Omar El-Hussein under terrorangrebet i februar sidste år, torsdag skal for retten.

Da Omar El-Hussein sidste år skød og dræbte ved Krudttønden og synagogen i København, fik han angiveligt hjælp af fire venner.

Læs mere i - Overblik: Terrorsporet gennem København

Det mener Københavns politi, der i næsten et år har efterforsket og indsamlet beviser i retssagen mod de fire mænd.

Retssagen begynder torsdag klokken 9.30 i Københavns Byret.

Alle fire har siddet fængslet siden terrorangrebet, men det er langt fra første gang, at de er i politiets søgelys.

De tiltalte har alle tilknytning til bandemiljøet omkring Mjølnerparken og navnligt indvandrergrupperingen Brothas.

Læs også: De fire terrortiltalte – Det ved vi

Byretten vælger torsdag formiddag at ophæve navneforbuddet i terrorsagen.

Retsformand Marianne Madsen fortæller, at retten har vejet hensynet til de tiltalte og deres familier på den ene side op mod sagens alvorlige karakter på den anden. Og sagen er altså så alvorlig, at der ikke er grundlag for et navneforbud.

Formålet med et navneforbud er at beskytte sigtede og tiltalte mod at få deres navn ud i offentligheden, inden de er dømt.

Et navneforbud omfatter også oplysninger, som på anden måde kan identificere den sigtede eller tiltalte i en bredere kreds.

Artiklen fortsætter under billedet.

Politi og presse er torsdag formiddag massivt til stede ved Københavns Byret.
Politi og presse er torsdag formiddag massivt til stede ved Københavns Byret.

Senioranklager Bo Bjerregaard argumenterede for, at der ikke skulle være navneforbud i sagen.

- I lyset af sagens karakter og lovovertrædelsernes grovhed, så mener vi, at navneforbuddet skal ophæves, lød det fra senioranklageren, skriver Ritzau. 

Og den logik var retten altså enig i.

De fire tiltaltes advokater protesterede alle mod kravet om ophævelse af forbuddet. Kravet var fremsat af pressen.

- Min klient har et meget specielt efternavn, og det har hans familie også. Han har en bror, der er buschauffør, en søster der er læge, og en anden bror, der er ingeniør, lød det fra advokat Jesper Storm Thygesen, der er forsvarer for 31-årige MR.

Men retten valgte altså at lægge vægt på sagens alvorlige karakter frem for forsvarernes indvendinger.

De tiltaltes navne er:

  • Liban Ahmed Saleban Elmi (20 år)
  • Ibrahim Khalil Abbas (23 år)
  • Bhostan Khan Hossein (25 år)
  • Mahmoud Rabea (31 år)

En tilhører i retssalen havde dog efter alt at dømme misforstået helt, hvad der nu er tilladt, og hvad der ikke er tilladt.

Efter ophævelsen tog hun et billede i retssalen. Blitzlyset kunne ses af alle. Også af retsformand Marianne Madsen.

Den svenske kvinde, som tog billedet, blev herefter bortvist fra salen.

- Jeg går ud fra, at politifolkene har helt styr på at få billedet slettet, lød det fra Marianne Madsen, mens kvinden blev ført ud af salen, skriver Ritzau.

De fire er sigtede for:

  • Medvirken til terror og forsøg herpå.
  • At tilskynde Omar Abdel Hamid el-Hussein til angrebet ved synagogen eller til at begå tilsvarende alvorlig kriminalitet.
  • Vedvarende, tæt kontakt til gerningsmanden.
  • Overdrage en hættetrøje.
  • Købe og overdrage en skuldertaske.
  • Overdrage ammunition af typerne 7,65 mm "Geco" og 9 mm "CBC LUGER" .
  • Give adgang til og betale for en computer på internetcaféen Powerplay i tidsrummet 21.16 og 22.15. Ifølge anklageskriftet var det her, at el-Hussein planlagde sit næste angreb på synagogen.
 
  • To af de fire venner er desuden sigtet for at have skaffet den fuldautomatiske M/95-riffel af vejen, som Omar El-Hussein brugte under angrebet ved Krudttønden.
  • En af de fire tiltalte er tiltalt for at overtræde våbenloven, ved at besidde ammunition af samme type, som den el-Hussein brugte.
  • Den sidste af de fire er endvidere sigtet for, at have overfaldet to fængselsbetjente under sin varetægtfængsling. Her har han angiveligt sagt "Jeg forventer livstid, hvorfor et liv fra eller til ikke vil ændre min situation eller fremtid", "Jeg vil stikke kniven enten i (Bejent 1) eller (Betjent 2)", og "hvis jeg ikke kan ramme jer, vil jeg gå efter personalet på afdelingen eller sætte ild på fængslet".
  • Alle de tiltalte er desuden sigtet for at have været i besiddelse af telefoner med sim-kort under varetægtsfængslingen.


Kilde: Anklageskrift fra Statsadvokaten i København

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik