03:17

Video: Privat foto

Livsfarlige bomme: Nu er den gal igen

Der har før været problemer med bomme, der ikke virker ved Hornbæk, og nu oplever borger i området igen, at de ikke fungerer, som de skal.

Lokalbanen i Hornbæk vækker igen bekymring hos folk, der bor i området, fordi de gang på gang oplever, at bommene ved jernbaneoverskæringer ikke fungerer som de skal.

Banedanmark lovede i november at se på problemet, men flere borgere i området oplever ikke, at der er sket en forbedring.

- Jeg oplever ugentligt, at bommene ikke fungerer. At de bliver oppe, selvom toget kommer. Jeg synes, at det er møjubehageligt. Jeg tænker på alle de børn, der skal krydse jernbanen hver evig eneste dag, frem og tilbage til skole og institution, fortæller Lene Lynge, der bor lige ved siden af en af de omdiskuterede jernbaneoverskæringer, og hun fortsætter:

- Vi er nogle mennesker, der bor ude i det her lille lokalsamfund, som siger, at vi bliver nødt til at få gjort noget ved det her. Det gør vi, fordi vi frygter, at det ender med, at nogen bliver slået ihjel af det.

Problemer med netop den jernbaneoverskæring, der er ved siden af Lene Lynges hus, er flere gange blevet dokumenteret med videooptagelser, og mandag blev problemet igen filmet:

00:15 Luk video

Banedanmark: Systemet virker

Banedanmark afviser, at der stadig er et problem med bommene ved jernbaneoverskæringen. Gårsdagens systemfejl er blot én ud af to registrerede fejl på overskæringen i 2017.

Læs også Bommene lever deres eget liv: Forældre vil patruljere jernbanen

- Men jeg er sikker på, at borgerne taler sandt, når de siger, at de oplever fejl ugentligt. Jeg tror bare, at hele den sag, der kørte sidste år, har givet dem en følelse af utryghed. Så det er også vigtigt for mig at sige: Systemet virker, siger områdechef ved Banedanmark Christian Munksgaard.

Siden november har Banedanmark lavet en såkaldt "elektronisk overkørsel" på strækningen, hvor systemet fortæller lokoføreren, hvis der er problemer med bommene.

- På den måde kan lokoføreren kravle frem, tude i hornet og sikre at der er fri bane, selvom bommene er oppe, fortæller Christian Munksgaard.

Men Lene Lynge oplever ikke, at det har hjulpet på problemerne:

- Det kan godt være at tallene siger, at der ikke længere er de store problemer her, men jeg oplever noget andet. Jeg ved ikke, hvor de har deres tal fra, men der er i hvert fald noget, der ikke stemmer overens med virekligheden.

Læs også Banedanmark om tekniske fejl på bomme: "Det er ikke farligt"

Borgmester: Opret i hotline

Benedikte Kier (K), borgmester i Helsingør Kommune, foreslår, at Banedanmark opretter en hotline for borgere, der oplever problemer med bommene:

- På den måde kan borgerne tage fat på Banedanmark direkte, i stedet for ikke at vide hvad de skal gøre med de her hændelser.

- Vi lytter til alle forslag, der kommer. Men det er vigtigt for mig at sige, at bommene allerede i dag er overvåget 24/7. Vi har vores hovedmailadresse, som man kan skrive til, og det er rigtig godt, hvis folk skriver, for så har vi en historik på det, siger Christian Munksgaard.

Han vil nu holde et møde med Lokalttog, der driver jernbanestrækningen ved Hornbæk.

- Derudover vil vi ligeså stille og roligt, ligesom sidst, analysere os igennem det, vi ser, og se i vores system, om der er indmeldt andet end de to fejlregistreringer, vi har noteret os, siger Christian Munksgaard.