Foto: Twitter/Konservative Hillerød

LA i hårdt angreb på borgmester: Tag nu en beslutning

Liberal Alliance bakker også på om overvågning af legepladserne i Skævinge. Men borgmesteren bør snart træde i karakter, mener oppositionspartiet.

Liberal Alliances enlige byrådsmedlem i Hillerød, Marco Oehlenschläger, er godt tilfreds med, at et flertal i byrådet nu er klar til at installere kameraovervågning på de hærværksramte legepladser i Skævinge.

TV 2 Lorry har de seneste dage fortalt, hvordan forældrene er godt og grundigt frustrerede over, at der efter snart sagt hver weekend er fyldt med glasskår i sandkasserne, mens flere bænke er blevet ødelagt.

- Den seneste tids uro skal stoppe. Vi vil gerne være med til at gøre noget ekstraordinært. Vi finder en pragmatisk løsning. Det vigtigste er, at der stadig er fri og lige adgang til daginstitutionernes udeområder, siger Marco Oehlenschläger til TV 2 Lorry.

Læs også Flertal bakker op om videoovervågning af legepladser

Tøvende Meldgaard

Søndag var borgmester Dorte Meldgaard, Kons., ikke i stand til at love hvilken løsning hun gerne ser i Skævinge – men efter at et flertal i byrådet bestående af Socialdemokratiet og Venstre foreslår at opsætte overvågningskameraer, er hun nu ikke afvisende over for den idé.

- Overvågning er helt naturligt noget, man vil kigge på, når man skal sikre bygningerne. Så det skal vi træffe en politisk beslutning om efter sommerferien, sagde hun tirsdag til TV 2 Lorry.

Det er typisk Dorte Meldgaard. Hun har svært ved at tage en beslutning. Det har hun haft hele byrådsperioden og det vil ikke undre mig, hvis hun også har det i den næste

Marco Oehlenschläger, byrådsmedlem, Liberal Alliance, Hillerød

Blandt andet Socialdemokratiet har foreslået, at politikerne overvejer at se på, om de unge har tilstrækkeligt med tilholdssteder i byen. Men om det er en del af løsningen, har Dorte Meldgaard ikke villet forholde sig til.

- Det er ikke noget, vi har talt om, så det kan jeg ikke sige, om kommunen er villig til, sagde Dorte Meldgaard til TV 2 Lorry.

Læs også Legepladser fyldt med glasskår: Nu siger forældre fra

LA: Det er typisk borgmesteren

Udtalelser som den får nu Liberal Alliance til at kritisere borgmesteren i vendinger, der ikke er til at misforstå.

- Det er typisk Dorte Meldgaard. Hun har svært ved at tage en beslutning. Det har hun haft hele byrådsperioden og det vil ikke undre mig, hvis hun også har det i den næste. Hun burde tage sammen – og hun bor endda selv i Skævinge, siger Marco Oehlenschläger til TV 2 Lorry.

Han er glad for, at der omsider sker noget i sagen – som han – ifølge eget udsagn – har råbt op om i to år.

- Det er ikke første gang, der har været hærværk – men det er først nu, hvor sagen kommer frem i medierne, at der bliver skredet til handling. Det vidner for mig at se om, at vi har en borgmester, der er forvaltningens forlængede arm og intet andet. Jeg savner en borgmester, der har visioner, siger han.

Dorte Meldgaard kom i 2015 til magten via en i dansk kommunalpolitik ret sjælden alliance mellem Konservative og Socialdemokratiet. Liberal Alliance står sammen med Venstre og Dansk Folkeparti uden for konstitueringen.

Læs også Efter hærværk: V kræver videoovervågning af legepladser