Kunstner bag overnaturlige stenfigurer: ”Det er ren balance”

Siden Thomas Schroll fandt løsningen på at balancere sten, har han ikke kunnet slippe den alternative og udfordrende kunstform.

En 30 kilo tung sten er ingen hindring for Thomas Schroll, der finder stor glæde ved at balancere sten. Foto: Thomas Schroll / Privatfoto

Vi kender devisen om, at vi alle har et talent.

Nogle er gode til at synge, andre til at bage, og for Thomas Schrolls vedkommende er hans talent tilsyneladende at balancere sten.

Når jeg har fået en idé om, at det kan lade sig gøre, så slipper jeg det ikke, for så er det bittesmå millimeter, der afgør, om det lykkes.

Thomas Schroll, specialskolelærer og stenfigurskunstner.

Et talent han opdagede, da han var på barsel i Mols Bjerge med sin førstefødte, langt væk fra det pulserende liv i København.

- Der var nogle tidspunkter, hvor jeg kravlede ned i en å og stablede sten på hinanden, og nu kan jeg ikke lægge det fra mig igen, siger Thomas Schroll.

Men spørger man ham, er det, der synes at ligne overnaturlige kræfter eller en naturstridighed, egentlig bare et spørgsmål om tyngdekraft.

- Jeg kan garantere for, at det er ren balance. Man taler om, at alting har et balancepunkt, så i princippet kan en hvilken som helst genstand stå på en skæv facon, forklarer han.

(Artiklen fortsætter under billedet) 

  Foto: Thomas Schroll / Privatfoto

Om igen

Udover at det i sin enkelthed handler om at placere stenen præcist på stenenes balancepunkter, er der dog også andre faktorer, der spiller ind på udfaldet af stenfigurerne.

Jeg er blevet så nørdet, at jeg nogle gange tager nogle sten med et sted hen, jeg har udset mig

Thomas Schroll, specialskolelærer og stenfigurskunstner.

- Vind og vejr spiller ind, så nok som man tror, at det går godt, så kan der komme et vindpust, der gør, at man skal starte forfra, siger Thomas Schroll, der kan bruge alt fra fem minutter til flere dage på én stenfigur.

- Når jeg har fået en idé om, at det kan lade sig gøre, så slipper jeg det ikke, for så er det bittesmå millimeter, der afgør, om det lykkes. Og det skal man selvfølgelig have en god portion koncentration og tålmodighed til, forklarer han.

Over 100 stenfigurer

Siden barslen for fire år siden har det været svært for Thomas Schroll at gå forbi sten, uden at den skal undersøges nærmere, hvordan de skal balanceres. Selv steder uden sten kan inspirere ham til en nye stenfigur.

- Jeg er blevet så nørdet, at jeg nogle gange tager sten med et sted hen, jeg har udset mig. Så da jeg for eksempel var ved Statens Museum for Kunst, så fragtede jeg selv nogle sten derned, for de har jo ikke sten liggende, fortæller Thomas Schroll.

Sådan balancerer du en stenfigur:

  • Det er altafgørende, at man altid laver en stenfigur på et solidt, hårdt underlag.
  • Desuden skal man arbejde med tre kontaktflader ligesom et stativ har tre ben, der støtter hinanden, så man kan få et stabilt fundament.
  • Man skal vælge stenene med omhu. En numbret sten kan bedre balancere med en anden sten, fordi den lettere griber fat i andre sten.
  • Tålmodighed og koncentration.

Han skønner, at han har lavet over 100 stenfigurer siden, han begyndte.

(Artiklen fortsætter under billedet)

  Foto: Thomas Schroll / Privatfoto

Godt for alle at prøve

Men for Thomas Schroll har det også en beroligende effekt at få stenene til at gå op i en højere enhed.

- Jeg nyder den mentale tilstand, der er i det, for man glemmer tid og sted, og det her med at få en 15 kilo tung sten til at stå, så den ikke falder, får mig et andet sted hen mentalt, fortæller han.  

Udover at Thomas Schroll har en forkærlighed for kunst, så er han uddannet specialskolelærer og arbejder til daglig med sent udviklede unge. De nyder også at lave stenfigurer.

- De finder det fascinerende. Og generelt synes jeg, det kan noget, netop det her med, at hvis man er meget stresset, så kan man mentalt komme et sted hen, hvor man glemmer tiden. Så det vil jeg absolut anbefale andre at afprøve, siger han.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik