Foto: Simon Juhl, Scanpix

Gravide Marie skal 7 måneder hen før en jordemoder har tid

Problemet med mangel på jordemødre fortsætter, og i hovedstaden oplever fødende først at blive tilset syv måneder inde i deres graviditet.

På Hvidovre Hospital har de været nødt til at sløjfe de første konsultationer, som Sundhedsstyrelsen ellers anbefaler til gravide. Årsag: Mangel på jordemødre.

Det skriver DR P4 København, som har været i kontakt med Marie Hundevad Malmer, der er gravid.

- Jeg er gravid i uge 24 og går og venter på min første jordemodersamtale d. 4. maj, hvor jeg så er i 7. måned, siger hun til DR P4 København.

Status er lige nu, at vi mangler 25 jordemødre. Vi ansatte 15 nye jordemødre d. 1. februar, men det var ikke nok.

Dorte Dahl, Jordemødrechef, Hvidovre Hospital

Ifølge Sundhedsstyrelsens anbefalinger bør en gravid første gang se en jordemoder i mellem uge 13 og uge 15, mens andet besøg bør være i uge 21.

Derfor er Marie Hundevad Malmer bekymret, da hun går alene med tanker om kroppens signaler, kvalme, spark fra maven og general utryghed om den kommende fødsel.

Men sådan er virkeligheden desværre for de gravide, der er tilknyttet Hvidovre Hospital.

-  Status er lige nu, at vi mangler 25 jordemødre. Vi ansatte 15 nye jordemødre d. 1. februar, men det var ikke nok, siger Dorte Dahl, der er chef for jordemødrene på Hvidovre Hospital til DR P4 København.

Læs også Pressede jordemødre flygter fra det offentlige

Årsagen til, at Marie Hundevad Malmer og andre kommende føndende må vente er, at ressourcerne må prioriteres, så de akutte opgaver som fødsler og gravide, der fejler noget i graviditeten, kommer først.

Forsat stor mangel

Men det er ikke godt nok, at fødende først kan blive tilset af en jordemoder syv måneder henne i deres graviditet.

Sådan lyder det fra foreningen Forædre og Fødsel, som ærgrer sig over situationen og modtager flere henvendelser fra de bekymrede borgere.

Læs også Line ser først jordemoder i 7. måned: "Det er frustrerende"

Hos Region Hovedstaden forklarer regionrådsformand Sophie Hæstorp Andersen, Soc.dem., at situationen ikke kan løses natten over. 

- Jeg kan godt forstå, at der er nogle, der er utrygge, når vi ikke lever op til vores egen fødeplan. Vi er gået i gang med at uddanne flere jordemødre og gøre det mere attraktivt at arbejde på fuld tid, men det hele tager tid, siger hun til DR P4 København.