Foto: Scanpix

Kommuner tester banebrydende måde at få udsatte i job

Tre hovedstadkommuner skal være frontløbere på en helt ny måde at få udsatte i arbejde.

Normalt er det kommunerne selv, der investerer i at få flere i arbejde.

Men som det første projekt af sin art herhjemme går en kreds af kommuner, store fonde og lokale virksomheder nu sammen om at hjælpe udsatte danskere i gang igen. Det skriver Mandag Morgen. 

Gladsaxe, Frederiksberg og Rudersdal kommuner bliver nogle af de allerførste, der skal afprøve det nye samarbejde.

Læs også Københavns omegn har landets højeste jobvækst

Betaler kun for succes

Samarbejdet hedder 'Payment by Results', eller betaling efter resultatet, og det er allerede populært i lande som Storbritannien, USA og Finland. 

Drømmen er at flere danske virksomheder kombinerer forretningsmæssig og social succes.

Birgitte Frost Mathiesen, programdirektør i Den Social Kapitalfond

- Der er brug for at tænke nyt og anderledes for at skabe vækst og beskæftigelse. Vi får nu afprøvet nye betalingsformer, hvor vi kun betaler for de resultater, der bliver opnået, og vi får en bedre udnyttelse af ressourcerne, siger Erhvervsminister Brian Mikkelsen, der glæder sig til at høre om kommunernes erfaringer, når samarbejdet er kommet op og køre. 

Virksomhederne skal tage socialt ansvar

De tre kommuner skal investere i lokale virksomheder, der skal hjælpe med at få udsatte i arbejde.  

Virksomhederne skal ikke selv betale for at være med ud over den arbejdstid, de kaster ind i projektet.

Udgifterne hænger kommunerne på sammen med TrygFonden, Bikubenfonden og Tuborgfondet, der også skyder penge i projektet.

Håbet er, at virksomheder efterfølgende vil se de udsatte som en ressource og tage del i ansvar for at få dem ud på arbejdsmarkedet 

- Drømmen er, at vi får vist en effektiv vej til, at langt flere danske virksomheder kombinerer forretningsmæssig og social succes. Mit håb er også, at alle 98 kommuner finder det interessant, og at private investorer på sigt kan være med til at finansiere det, siger Birgitte Frost Mathiesen, programdirektør i Den Social Kapitalfond, der også er en del af projektet.

Læs også Vestegnen bedst til at gøre ledige jobparate

Tjener sig hurtigt hjem

Går det som planlagt med at få folk i arbejde, vil de tre hovedstadskommuner have tjent deres investering i virksomhederne hjem allerede efter knap halvandet år i form af sparede udgifter til kontanthjælp og andre overførselsindkomster samt øgede skatteindtægter.

Starten går om få måneder, og lykkes projektet, så er det tanken, at modellen skal rulles ud over hele landet.

Læs også FRAK hjalp 15-årige Toby: Nu har han to fritidsjobs