Køge støtter ny vej til Stevns

Både Stevns og Køge Kommuner støtter samme vejløsning

Der skal være adgang mellem Sydmotorvejen og Stevns, hvis det står til Stevns og Køge Kommuner. Foto: TV 2 Øst

Beslutningen er ikke truffet - men lokalt er der ikke meget tvivl. Stevns Kommune får opbakning fra Køge Kommune i arbejdet for at få en forbindelse fra Sydmotorvejen og frem til Stevns.

Som det er i dag, så skal bilister fra København omkring Køge, hvis de vil til Stevns.

En forbindelse fra Sydmotorvejen og direkte østover mod Stevns vil tage trafikpres fra Køge - og gøre det hurtigere at komme frem til Stevns. Og det er en løsning, Køges borgmester Marie Stærke (Soc.dem) hilser velkommen.

- Det har længe været et ønske hos både Stevns- og Køge Kommune at få skabt denne bedre forbindelse mellem Sydmotorvejen og Stevns. Det er af høj vigtighed, at begge kommuner peger på samme sydlige alternativ, og jeg ser frem til et godt samarbejde med Stevns Kommune for at få prioriteret vejprojektet, siger hun i en pressemeddelelse fra Køge Kommune.

Både Køge og Stevns Kommuner støtter dermed den del af Vejdirektoratets forundersøgelser, der beskrives som "den sydlige vejforbindelse". den løber fra Sydmotorvejen ved frakørsel 34 Herfølge, nord om Hårlev til Bjælkerupvej, der ligger lige nord for Klippinge.

Læs også Kommune med 'urimelig trafikal udfordring' kræver omfartsvej til Sydmotorvejen

- Det er ganske historisk at de to kommuner nu er enige - vi har ikke kunnet finde fodslag.  Vi har før sagt til Christiansborgpolitikerne, at vi ønskede en vej, men var ikke enige om linjeføringen. Det er vi nu, siger Marie Stærke til TV 2 Lorry.

Nu står de to kommuner sammen om ønsket, når de henvender sig til politikerne på Christiansborg og beder om penge til anlæg af det, der skal være en statsvej - og som skal finansieres af staten. Om Folketinget bevilger pengene - det er straks en anden - og formentlig ganske langvarig sag.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret