Københavns Kommune drukner i ulovlige valgplakater

Københavns Kommune har registreret så mange ulovligt ophængte valgplakater, at de har svært ved at følge med.

2.701. Så mange ulovligt placerede valgplakater har Københavns Kommune registreret efter blot to ugers valgkamp. Et tal, der vel at mærke fortsat vokser dag for dag. 

Med to valgperioder i gang på samme tid er København plastret til af ekstra mange valgplakater.

Kommunens folk har allerede taget 2.094 plakater ned, og der arbejdes stadig på at få de resterende fjernet.

Men det kan synes at være en evig kamp, da det stadig vælter ind med henvendelser fra borgere, der altså ikke vil finde sig i, at politikerne ikke kan overholde de gældende regler for placering af valgplakater.

Ifølge enhedschef Jakob Hjuler Tamsmark fra Teknik- og Miljøforvaltningen bedømmer de alle henvendelser.

 - Vi vurderer hver eneste plakat, som vi modtager en henvendelse om. Vi prioriterer vores indsats efter, først og fremmest om plakaterne er trafikfarlige og dernæst om de i øvrigt er hængt op i strid med reglerne eller er hængt op i parker, siger enhedschef Jakob Hjuler Tamsmark i en pressemeddelelse.

Det er vejloven, der angiver, hvordan plakaterne skal være placeret på gader og stræder, mens det i de grønne områder slet ikke er tilladt at hænge valgplakater op.

Overalt i København hænger der ulovlige plakater.
Overalt i København hænger der ulovlige plakater.
Foto: Henry Michaelsen - TV 2 Lorry

Vejdirektoratet afviser forlængelse af frist

Kommunen fortsætter med at klippe de plakater ned, der hænger ulovligt, frem til otte dage efter valget, hvor ophængningsperioden udløber. 

Kommunen erkender dog, at de ekstraordinært mange valgplakater gør det svært at nå at fjerne alle valgplakater, når fristen udløber. 

Alligevel afviser Vejdirektoratet at ændre fristen for nedtagelse af EP-plakaterne til samme frist som folketingsplakaterne.

- Vejdirektoratets tilbagemelding er, at der ikke er hjemmel i lovgivningen til, at vi kan dispensere fra tidsfristerne. Derfor skal partierne efter reglerne nedtage EP-valgplakater senest mandag den 3. juni ved døgnets afslutning, mens folketingsvalgplakater skal være fjernet senest 13. juni, siger Jakob Hjuler Tamsmark i en pressemeddelelse.

Det er partiernes eget ansvar at reglerne bliver overholdt. Kommunen vil efter valgperioden lave et samlet regnskab på alle ulovligt registrerede valgplakater.

Registrerede valgplakater

  • 530 har været ophængt i strid med Vejlovens regler, fx fordi de har hængt for lavt eller været opsat på unge vejtræer.
  • 77 plakater har været ophængt for tidligt i henhold til ophængningsperioderne.
  • 1261 har været ophængt i parker og grønne områder, hvor det ikke er tilladt at ophænge valgplakater.
  • 833 plakater har været ophængt, således at de i henhold til Vejloven var til fare eller ulempe for trafikken.

Kilde: Københavns Kommune


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik