Københavns Kommune forventer, at der er sovepladser nok til alle hjemløse i løbet af vinteren. Foto: Scanpix / Sofie Mathiassen

København lover lune sovepladser til alle hjemløse

Københavns Kommunes Socialudvalg har besluttet at etablere 20 ekstra sengepladser til hjemløse i København hen over vinteren.

Når kulden sætter ind, stiger også efterspørgslen på sengepladser til de hjemløse i København.

Derfor etablerer Socialudvalget 20 nødovernatningspladser for de hjemløse henover vinteren i perioden fra 15. november til 31. marts 2018.

 - Vi ved alle, hvor koldt der kan være i løbet af vinteren, og ingen bør sove udenfor i den kulde. Derfor er det rigtig vigtigt, at vi sørger for, at alle har et varmt sted at søge hen. Med de ekstra pladser kan vi i endnu højere grad være med til at forhindre dødsfald, forfrysninger og andre helbredsproblemer for de hjemløse, siger socialborgmester Jesper Christensen (S). 

Nødovernatningspladser vinteren 2017/2018

Aktivitetscentrets natcafé på Sundholm: 20 pladser
Mariakirken, Vesterbro sogns hjælpekasse: 25 pladser
Grace, Blå Kors: 40 pladser 
Café Klare, v./ Mændenes hjem: 8 pladser 
Den kolde næse, Frelsens Hær: 20 pladser 
Hellig Kors Kirke, Kirkens Korshær: 40 pladser 
I alt: 153 pladser 
Kilde: Københavns Kommune 

Læs også Nanna har hjulpet hjemløse i 18 år: Overrasket med stor pris

Overnatningspladserne bliver etableret som en del af Natcaféen på Aktivitetscentret Sundholm, og det planlægges, at Natcaféen holder ekstra åbent i vinterperioden, så der i weekender og på helligdage er åbent til kl. 12.00 og ikke kun til kl. 07.00 som normalt, lyder det i en pressemeddelelse fra Socialudvalget.

Det forventes, at der i løbet af vinteren åbner i alt 153 ekstra overnatningspladser som følge af kommunale og private initiativer. 

Læs også Kulde presser herberger: Alt optaget - trækker lod om pladserne

Socialudvalget vurderer, at etableringen af disse pladser vil betyde, at alle hjemløse med lovligt ophold i Danmark, kan finde ly for kulden i vinterperioden.

Forventningen bygger på, at antallet af overnatningspladser er på samme niveau som sidste år, hvor der var pladser nok til alle, lyder det i pressemeddelelsen.

Læs også Vidne hørte dræbte Louises sidste skrig