Kulde presser herberger: Alt optaget - trækker lod om pladserne

Der er pres på nødherbergerne rundt om i landet. Så meget, at der ikke er plads til hjemløse, der leder efter et varmt sted at sove.

Februarkulden har godt fat i Danmark, og derfor er der hårdt pres på de danske herberger.

Blandt andet oplever nødherberget 'Grace' i København dagligt, at der er så mange hjemløse på udkig efter en varm seng at sove i, at herberget er nødt til at trække lod om pladserne.

quote Når vi trækker lod om aftenen klokken 22, er der mellem fem og 45 personer, der ikke får en plads og må finde et andet sted at sove

Andreas Lindberg, daglig driftschef, Grace

- Når vi trækker lod om aftenen klokken 22, er der mellem fem og 45 personer, der ikke får en plads og må finde et andet sted at sove, siger Andreas Lindberg, der er ansvarlig for den daglige drift på nødherberget, til TV 2.

Mere om situationen på 'Grace' om lidt, for i løbet af denne uge har TV 2 også været med gadeplansmedarbejderen Bo Heide-Jochimsen fra organisationen 'Projekt UDENFOR' på arbejde for at se, hvor grelt det står til på gaden. 

Hjemløse har svært ved at finde et sted at sove

Han vurderer, at det er blevet sværere at være hjemløs i Danmark. Mange af de steder, hvor de hjemløse førhen kunne overnatte, er nemlig tungere bevogtet eller ligefrem låst af, lyder det.

- Så de steder, som måske ville være oplagte at sove, fordi der er en varmerist eller noget ro, der er det enten blevet ulovligt at sove eller også er der så meget vagt på de her steder, at man bliver bedt om at sove et andet sted, siger Bo Heide-Jochimsen.

I denne uge har 'Projekt UDENFOR' været ude at tælle de hjemløse. Et tal, som Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, samler i en redegørelse hver andet år.

Siden SFI begyndte optællingen af hjemløse er antallet steget støt. I 2009 var 4998 personer uden tag over hovedet - et tal, der ved sidste optælling i 2015 var steget til 6138 personer. Det er en stigning på godt 20 procent.

 
 

Flere udenlandske hjemløse

Ifølge 'Projekt UDENFOR' er der især sket en stigning i antallet af udenlandske hjemløse henover de seneste seks år.

- Det er ikke sådan, at det er en eksplosiv udvikling eller at det vælter ind med busser, men der er lidt flere hvert år, og det er der to årsager til. De dårligste af dem får ikke nok hjælp, så de sidder fast i København. Og den anden årsag er, at krisen i Sydeuropa – først økonomisk og nu asylkrisen – gør, at mange af de mennesker, som i forvejen var pressede i Sydeuropa, begynder at bevæge sig opad, siger Bo Heide-Jochimsen.

quote Hvis de ikke kan få en plads flere nætter i stræk, vil nogle af dem begynde at slå sig på flasken eller bliver sure

Andreas Lindberg, daglig driftschef, Grace

Og det er især udenlandske hjemløse, der opsøger nødherberget 'Grace', da det - modsat de almindelige, offentlige herberger - her ikke er nødvendigt at fremvise et dansk sygesikringsbevis for at få en madras at sove på. 

- Hvis de ikke kan få en plads flere nætter i stræk, vil nogle af dem begynde at slå sig på flasken eller bliver sure, og stemningen her daler hver dag, vi bliver nødt til at afvise nogle, siger Andreas Lindberg.

- Nogle vil dø

quote Hvis du ikke vinder, skal du sove udenfor, hvor det nogle gange bliver minus 10 grader. Nogle vil dø...

Orhan Ezen, hjemløs

En af de hjemløse på herberget har oplevet den hårde lodtrækning om aftenen på nærmeste hold.

- Hvis du ikke vinder, skal du sove udenfor, hvor det nogle gange bliver minus 10 grader. Nogle vil dø... Og hvor skal man så sove? spørger Orhan Ezen. 

Se indslaget fra TV 2 Lorry om livet som hjemløs, når det bliver frost

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik