København er blandt verdens 10 bedste sportsbyer

VM i ishockey, der i 2018 blev afholdt i København og Herning, er en stor årsag til, at København er i top 10 på international liste over verdens førende sportsbyer.

Kronprins Frederik ved VM i håndbold i Royal Arena, der blev afholdt i januar 2019. København rangerer på ny liste blandt de bedste byer til at afholde store sportevents. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

København er igen med på en top-10-liste over de bedste byer i verden til at tiltrække og afholde store sportsbegivenheder, som netop er offentliggjort.

Det skriver Wonderful Copenhagen i en pressemeddelelse.

Listen hedder Global Sports Cities Index, som det anerkendte britiske bureau Sportcal står bag, og som udkommer hvert år.

I år er det Tokyo, der napper førstepladsen, og kampen om de efterfølgende topplaceringer stod i år mellem Paris og Budapest.

Danmarks hovedstad har i en årrække positioneret sig globalt som værtsby for internationale sportsevents og det har givet adgangsbilletten til top-10-listen igen i år.

Ishockey-VM trækker op

Det skyldes især VM i ishockey, som København og Herning var vært for i maj sidste år, og hvor Royal Arena i København lagde is til finalekampene. I januar måned i år var København tillige værtsby for VM i herrehåndbold, hvor Mikkel Hansen og Co. Som bekendt gik hele vejen.

København lå sidste år nummer otte på listen, men er i år røget en placering ned på niendepladsen. Og det er altså på en liste, der tæller 608 byer i hele verden.

- Det er rigtig flot, at København kan fastholde sin position blandt verdens 10 bedste sportsbyer. Sportevents skaber ikke kun liv i byen, de skaber også omsætning, hvilket hotellernes overnatningstal under VM i ishockey sidste år tydeligt viste, siger Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen.

Derfor arbejder vi, sammen med blandt andre Københavns Kommune og idrætsforbundene, benhårdt på løbende at vinde nye, internationale sportevents til hovedstaden, siger han.

Top ti over verdens bedste sportsbyer

  1. Tokyo, Japan
  2. Paris, Frankrig
  3. Budapest, Ungarn
  4. Rio de Janeiro, Brasilien
  5. Doha, Qatar
  6. London, England
  7. Moskva, Rusland
  8. Beijing, Kina
  9. København, Danmark
  10. Minsk, Hviderusland

EM i fodbold og Tour de France kommer til byen

Der er på nuværende tidspunkt flere store internationale sportevents på vej til København til de kommende år, hvor især EM i fodbold i 2020 er nært forestående.

I 2021 er København også vært for VM i kano & kajak, VM i gymnastik og ej at forglemme den store Tour de France Grand Départ. Samme år er der i øvrigt også Eurogames i forbindelse med Worldpride.

Et par år senere ud i fremtiden i 2023 er København værtsby for VM i badminton.

Sammenlignet med vores nordiske nabolande ligger Danmark godt til. Finlands hovedstad Helsinki er placeret som nummer 19, mens Stockholm, Sverige og Oslo, Norge er placeret som henholdsvis nummer 63 og 69.

Danmark rykker frem på liste

SportCals liste rangerer også landene. Her rykker Danmark som værtsnation to pladser frem.

Således indtager Danmark en 12. plads på listen som bedste nordiske land og foran lande som Holland, Schweitz og Østrig. Kina, USA og Japan ligger i toppen af listen.

- Det er en kæmpe anerkendelse af det danske eventarbejde, som de danske forbund, værtsbyer og os selv kan være stolte over, siger Lars Lundov, direktør for Sport Event Denmark.

De bedste sportseventnationer

  1. Kina
  2. USA
  3. Japan
  4. Storbritannien
  5. Rusland
  6. Canada
  7. Frankrig
  8. Tyskland
  9. Italien
  10. Spanien
  11. Korea
  12. Danmark

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik