Kan give kræft: Farligt støv hærger på erhvervsskoler

Dårlig udsugning på erhvervsskoler i Hillerød og Rødovre kan have udsat ansatte og elever for sundhedsskadelig støv, der i værste fald kan give kræft.

Træstøv på erhvervsskolen Next København i Rødovre kan være sundhedsskadelig. Billedet her har dog intet med sagen at gøre. Foto: TV 2 Lorry

Adskillige lærere og elever kan i en årrække være blevet syge af farlig støv på Erhvervsskolen Nordsjælland i Hillerød og Next Uddannelse København i Rødovre. 

De to erhvervsskoler fik i februar måned besøg af Arbejdstilsynet, der kunne konstatere, at udsugningen i forbindelse med murer- og tømrerarbejde er utilstrækkelig.

Det betyder, at der har været risiko for, at træ- og cementstøv kan have givet lærere og elever KOL, lungelidelser, astma, stenlunger, hudeksem og i værste fald kræft.

Det viser TV 2 Lorrys aktindsigt hos Arbejdstilsynet.  

De to besøg hos erhvervsskolerne i TV 2 Lorrys sendeområde resulterede begge i et påbud fra Arbejdstilsynet, der pålægger de to skoler at sikre en “tilstrækkelig procesudsugning (...), så arbejdet kan foregå sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.” 

Farligt støv

En ph.d.-afhandling fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viste i 2008, at folk der arbejdede i miljøer med træstøv i højere grad udviklede kirtelkræft i næse og bihuler.

Henrik A. Kolstad, professor, overlæge og ph.d. ved arbejdsmedicinsk klinik på Aarhus Universitetshospital, er enig i Arbejdstilsynets vurdering af, hvilke sundhedsskadelige konsekvenser de forskellige typer støv kan have.

Der skal dog relativt meget til, før der vil være en risiko ved at være udsat for træstøv, siger han til TV 2 Lorry.

- Men jo mere, man bliver udsat for, jo større er risikoen. Så det gælder om at holde træstøv-niveauerne nede, siger Henrik A. Kolstad. 

Cementstøvet kan gøre dig syg, men er ikke kræftfremkaldende. Det indeholder dog kvartsstøv, som kommer i spil, når der arbejdes med tegl og beton - og det kan give kræft.

Risikoen for at blive syg afhænger her af mængde af støv i luften, og hvor lang tid lærere og elever har været i kontakt med det. 

- Men vores viden er primært baseret på voksne, så vi ved ikke om unge er mere sårbare i forhold til luftvejene, siger Henrik A. Kolstad, der dog gerne så, at Arbejdstilsynet oftere ville måle støv-niveauerne, så det kan vurderes, hvor stor risikoen for at blive syg er.

TIP OS

Er du nuværende eller tidligere ansat eller elev på erhvervsskolerne, og har du oplevet støvgener? Skriv til chni@tv2.lorry.dk 

Længerevarende problem

Noget tyder dog på, at lærere og elever gennem en længerevarende periode har været i regelmæssig kontakt med det farlige støv, og at nogle allerede har mærket konsekvenserne:

I forhold til træstøv på Next Uddannelse København i Rødovre skriver Arbejdstilsynet i deres tilsynsrapport således:

Træstøv på Next Uddannelse København i Rødovre

  • “Maskinværksteder og sliberum på snedkeruddannelsen benyttes stort set dagligt og i det meste af en undervisningsdag, hvor der i hele udstrækningen er én eller flere faglærere til stede i lokalerne.”
  • Der er “så hyppig brug” af maskiner og sliberum, at “kø kan opstå, hvorfor maskinerne ofte er i brug det meste af en dag.”
  • “Der har gennem flere år været indmeldt mangelfuld procesudsugning, ligesom der gennem en årrække har været fejl på procesudsugningsanlægget, der har medført driftsstop og tilstoppede ventilationsrør.”
  • Udsugningen er flere gange ombygget, og “sugestyrke er sjældent tilstrækkelig”. 
  • “Pladesaven anvendes regelmæssigt af faglærere, (...) og “der er beskrevet betydelig udvikling af fint træstøv i luften omkring saven, når denne anvendtes.” 
  • “Ansatte har beskrevet, at der kan mærkes træstøv i luftvejene, og har været generende for slimhinder (...), når lokalerne i er brug.”

I forhold til cementstøv og kvartsstøv på Erhvervsskolen Nordsjælland i Hillerød skriver Arbejdstilsynet i deres tilsynsrapport:

Cementstøv og kvartsstøv på Erhvervsskolen Nordsjælland i Hillerød

  • “Procesudsugningen anvendes dagligt”, men “bortfjerner ikke effektivt cementstøv.”
  • Der udskiftes dele af udsugningen “ad flere omgange”, men “efter noget tid er udsugningen ikke længere effektiv.”
  • “Det er skolens erfaring, at der løbende sker tilstopning af ventilationsrørerne.”
  • “Der er seks faglærere på mureruddannelsen, der dagligt benytter murerhallerne,” og “på hvert af murerholdene er op til 18 elever,” og de er “i gennemsnit 6 timer i hallerne dagligt”. 
  • Da Arbejdstilsynet besøgte stedet, foregik der “betydelig aktivitet” i én af hallerne - blandt andet arbejde i teglsten - og der kunne “konstateres mærkbar støv ved indgangen, der mærkedes ved påvirkning af næse og svælg.” 
  • “Støvforekomst i murerhallerne har været indmeldt af ansatte i forbindelse med skolen arbejdsmiljøarbejde, og forskellige tiltag til nedbringelse af støv har været foretaget gennem de senere år. Gener fra støv var nævnt i seneste arbejdspladsvurdering, samt nævnt af skolens elever.”

Arbejdstilsynet oplyser, at tilsynet med erhvervsskolerne er sket som en del af deres risikobaserede tilsyn.

Superærgerligt - men løsning på vej

På den store erhvervsskole Next Uddannelse København, der har afdelinger i hele hovedstadsområdet, beklager driftsleder Tim Gyrtrup, at skolen ikke lever op til reglerne. 

- Der er ingen tvivl om, at det er alvorligt, at vi får et påbud fra Arbejdstilsynet. Vi vil som skole gerne være foregangsbillede, så det er super ærgerligt, siger han til TV 2 Lorry, og understreger, at “det gør indtryk”, at der er tale om alvorlige risici ved at blive eksponeret for det farlige støv. 

Han påpeger dog samtidig, at skolen gennem længere tid været opmærksomme på, at de havde et udsugningsanlæg af ældre dato.

Selvfølgelig skal det laves, det er der ingen tvivl om

René Van Laer, direktør for Knord

Da Arbejdstilsynet kom i februar havde skolen siden oktober 2018, havde skolen således allerede lagt en plan for udskiftning af systemet, lyder det fra driftslederen. Et nyt system skulle være klar til skolestart i midten af august.

Det skal laves om

Erhvervsskolen Nordsjælland har cirka 400 medarbejdere og 2.400 elever. Efter Arbejdstilsynets besøg har man besluttet at investere i et nyt udsugningssystem til op mod 800.000 kroner, siger René Van Laer, direktør for Knord, der huser skolen i Hillerød. 

- Selvfølgelig skal det laves, det er der ingen tvivl om. Vi skal som skole selvølgelig følge regler omkring arbejdsmiljøet. Det skal ikke være farligt at gå på arbejde eller gå i skole, siger René van Laer.

Next Uddannelse København og Erhvervsskolen Nordsjælland skal have efterkommet Arbejdstilsynets påbud inden henholdsvis 22. oktober og 15. november i år. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik