00:18

Josephine Sindahl Hønge vil gerne hjælpe andre, som har været i samme situation som hende.

Josephine klarede ikke skolen - Nu har hun alligevel job

Hun har haft en barsk opvækst og kun gået fire år i skole. Men i dag er mønsterbryder Josephine Hønge glad for at arbejde.

23-årige Josephine Sindahl Hønge har kun gået i skole i sammenlagt fire år.

Hun forlod nemlig allerede folkeskolen i 4. klasse og kom aldrig rigtig tilbage. 

- Jeg havde svært ved at fokusere i skolen med alle de problemer, der var hjemme i familien. Jeg havde travlt med at koncentrere mig om bare at være til, forklarer hun TV 2 Lorry. 

Læs også Syrisk flygtning er dansklærer: "Jeg betaler tilbage til Danmark"

Allerede som fire-årig blev hun fjernet hjemmefra, fordi hendes mor var syg og hendes far stofmisbruger. Hun har både været på børnehjem og i plejefamilie, og som 14-årig flyttede hun hjemmefra og fik en værge. 

Men selvom Josephine Sindahl Hønge har haft livet imod sig, så har hun alligevel landet et fuldtidsjob, som hun er mere end bare tilfreds med.

I dag er hun nemlig ejendomsservicetekniker på fuldtid ved Frederiksborg Boligselskab. 

- Det betyder noget for mig, at jeg kan være med til at bidrage til samfundet, nu hvor samfundet har hjulpet mig i mange år. Det betyder, at jeg har noget at stå op til. Og jeg glemmer min fortid, siger hun tilfreds til TV 2 Lorry. 

Mange elever fejler i folkeskolen

Josephine Sindahl Hønge vil meget gerne fortælle sin historie for at vise andre, at det godt kan lade sig gøre at skabe sig et liv, der giver mening, selvom man halter efter i folkeskolen.

Hun er nemlig ikke den eneste, der har misset et fyldestgørende eksamensbevis allerede i grundskolen.

I 2014 forlod 3.500 danske børn 9. klasse uden at have fuldført én eller flere af prøverne i dansk og matematik. Og det er primært ufaglærtes børn, der misser prøverne, nemlig 12 procent – eller hvert 8., skrev Politiken sidste år. 

Læs også Syrisk flygtning viste sig at være broderiekspert

Men ifølge Josephine Sindahl Hønge så må man ikke give op:

- Du kommer videre, hvis du bevarer lysten til livet. Og hvis du har nogle mennesker omkring dig, som stoler på dig og tror på dig. Og hjælper dig, siger hun til TV 2 Lorry. 

  Foto: TV 2 Lorry

Chef: Det er en solstrålehistorie

For hende blev det den seneste værge, og så Frederiksborg Boligselskab, der gav hende chancen, da man havde lagt mærke til den smilende pige, der luftede sin hund tidligt om morgenen og kom glad hjem om aftenen. 

Det tog lidt overtalelse til, for Josephine Sindahl Hønge havde dårlig selvtillid og svært ved at regne og forstå simple ting, som hun forklarer, men hun kastede sig ud i det.

Og det har ingen fortrudt:

- I mine øjne. Så er det her bare en solstrålehistorie. Hun er meget engageret i sit arbejde. Hun er total loyal og en rigtig arbejdsbi, forklarer driftschef og tidligere ejendomsleder Børge Frisbæk om sin ansatte. 

- Hun har stort set klaret alt det her selv. Vi har kun været her til at bakke op om hende, siger han til TV 2 Lorry. 

Læs også Flygtninge kører bus, lærer dansk og er garanteret job

Og Josephine selv holder meget af arbejdet som ejendomsservicetekniker, da hun kan bruge masser af tid udendørs også. 

Hun har fået smag for det med at arbejde:

- Jo mere selvtillid man får. Des højere tanker får man jo også om, hvad man kan opnå. Jeg kunne da godt tænke mig at søge en større stilling på et tidspunkt. Men lige pt. er det bare vigtigt at være her, hvor jeg er nu. Her trives jeg, og jeg er glad for mit arbejde, siger hun til TV 2 Lorry.