Hver femte nye gymnasieelev: Mine grænser overskrides

Hver femte nystartet 1.G-elev føler, at de har fået overskredet deres personlige grænser siden gymnasiestarten for en måned siden, viser rundspørge.

Vilde intro-ture, masser af nye kammerater og fester med rigelige mængder alkohol.

Det er skemaet for de fleste 1.G'ere, der for en måned siden begyndte i gymnasiet. Men for mange af de nye 1.G-elever er den nye tid også tiden, hvor grænseoverskridende oplevelser er noget, man må tage med.

Det viser en rundspørge, som DR P4 København har foretaget blandt 332 1.G-elever på fem af hovedstadens gymnasier. Her svarer hver femte elev, at de har fået overskredet deres grænser, siden de begyndte i gymnasiet for knap en måned siden.

Eva Tyndeskov går i 1.G på Birkerød Gymnasium. Her oplevede hun en introleg, der gik for vidt. Her skulle en klassekammerat af modsatte køn stikke en snor ind under tøjet på hende.

- Jeg blev rørt omme bag på ryggen, hele vejen ned, igennem mine trusser ude på siden og ned langs mit ben. Det var ikke rart, for det var en dreng, der skulle røre mig på steder, hvor man ikke har lyst til at blive rørt af en fremmed, siger hun til DR P4 København.

Andre grænseoverskridende lege er for eksempel tøjkæder, hvor eleverne skal tage tøjet af og lave en kæde af tøj, og nøgenbadning, siger eleverne.

Forperson for Danske Gymnasiers Sammenslutning i Storkøbenhavn, Jakob Ravn, er overrasket over, at hver femte 1.G-elev oplever, at deres grænser bliver overskredet, når de starter i gymnasiet.

- Det er jo 20 procent for mange, og der er ikke nogen, der skal have en oplevelse af, at de bliver tvunget ud i noget, de ikke har lyst til, siger han til DR P4 København.

Jakob Ravn peger på to væsentlige forklaringer på, at eleverne føler, at de skal medvirke i noget, de ikke har lys til.

- En blanding af, at skolerne ikke har ordentlig kontrol med hvilke lege, man foretager sig i studiestarten. Men først og fremmest den præstationskultur der er i dag, som kan gøre det svært for unge at sige fra.

Rundspørgen er foretaget blandt elever på Birkerød, Køge Gymnasium, Gl. Hellerup og Ørestad Gymnasium samt Nørre G.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik