Foto: Scanpix

Disse kommuner bliver ramt af nye regler på boligmarkedet

Fra mandag bliver det dyrere at finansiere boliger, mener en række borgmestre i kommunerne omkring København.

Flere borgmestre i de københavnske omegnskommuner protesterer nu højlydt over regeringens beslutning om at begrænse borgeres lånemuligheder på boligmarkedet.

Det er dybt frustrerende, at man forringer borgerens muligheder for at bo og arbejde i hovedstadsområdet.

Steen Christiansen, borgmester i Albertslund

Politiken omtalte torsdag, hvordan Erhvervsministeriet og Finanstilsynet har pålagt realkreditinstitutter og banker at indskrænke den type af boliglån, der har variable renter og afdragsperioder.

De mere risikable flexlån må højest fylde 15 procent af institutternes låneportefølje i fremtiden.

Læs også Se hvilke lån, der er populære i din kommune

Men direktivet omfatter alene hovedstadsområdet og Aarhus, hvor borgerne ikke længere kan vælge frit mellem forskellige typer af boliglån, men kun kan vælge det sikre - men også langt dyrere fast forrentede lån.

Naboer får forskellige lån

Den beslutning vil ifølge Ballerups borgmester, Jesper Würtzen (S), virke som en "chokbremse" på boligmarkedet i de københavnske omegnskommuner.

- Her i vores område er Ballerup jo flere steder vokset sammen med Egedal Kommune, som ikke er omfattet af de her regler. Så der kommer vi til at opleve naboer, der har vidt forskellige lånevilkår og finansieringsmuligheder, siger Jesper Würtzen til Politiken.

De nye regler træder i kraft 1. oktober

  • I hovedstadsområdet gælder de nye låneregler i København, Frederiksberg, Tårnby, Dragør, Lyngby-Taarbæk, Gentofte, Gladsaxe, Herlev, Ballerup, Rødovre, Glostrup, Albertslund, Høje-Taastrup, Hvidovre, Brøndby, Vallensbæk og Ishøj.
     
  • Kreditinstitutterne må fra 1. oktober højest give 15 procent af deres nye lån til boligkøb i københavnsområdet og Aarhus til boligkøbere, hvis samlede gæld overstiger fire gange deres indkomst før skat, og hvor lånene inden for 80 procent af ejendomsværdien samtidig ydes med afdragsfrihed og/eller variabel rente.
     
  • I øjeblikket er det 35-40 procent af udlånene i realkreditinstitutterne, der udgøres af de mere risikable lån.
     
  • Hensigten er at reducere antallet af boligkøbere med høj gældsætning, og som er særligt sårbare over for boligprisfald og stigende renter.
     
  • Initiativet kommer efter en henstilling fra Det Systemiske Risikoråd. Det er et råd, der er sat i verden for at undgå en ny finanskrise.
     
  • Finanstilsynet skal indsamle data fra institutterne med henblik på at overvåge, at det såkaldte styresignal efterleves.

Kilder: Finanstilsynet, Erhvervsministeriet, Finans.dk, InsideBusiness.

Borgmester: Dybt frustrerende

Også Albertslund borgmester, Steen Christiansen (S), er chokeret.

Læs også Banker kan presses til billigere lån i andelsboliger

- Det er dybt frustrerende, at man nu forringer borgerens muligheder for at bo og arbejde i hovedstadsområdet. Vi har brugt så mange kræfter på at skabe en region, der hænger sammen, og hvor vi kan levere arbejdskraft til hovedstadens virksomheder. Nu flytter folk bare endnu længere væk fra det hele, siger han.

Politiken har forgæves forsøgt at få en kommentar fra en række borgerlige borgmestre i hovedstadsområdet, blandt andre den konservative borgmester i Høje Tåstrup, Michael Ziegler.

/ritzau/