Foto: Google maps

Højhus falder fra hinanden - men er endnu ikke revet ned

Det er tre år siden, at man besluttede at rive højhuset på Peder Lykkes Vej ned. Men bygningen står stadig.

På Peder Lykkes Vej - ikke langt fra Amager Fælled - står en høj, grå bygning. 

Ejendommen er kun lidt over 45 år gammel, men betonen er begyndt at forvitre i en sådan grad, at det ikke kan svare sig at renovere bygningen. 

Teknik- og miljøudvalget besluttede allerede tilbage i oktober 2014 at tillade en nedrivning af stedet, men sommer 2017 står højhuset stadig på sin plads. 

Læs også Væltede ned over børnehave: Øjebæ får lov at stå

København mangler billige boliger

Højhuset er en del af Boligselskabet Domea København, der har knap 1.400 lejemål i København. 

Og her forklarer man, at der endnu intet er sket, fordi man mangler genhusningsmuligheder i byen:

- Når det er gået så langsomt med genhusningen, er det hovedsageligt fordi, vi tager store hensyn til beboerne, der ønsker billigere boliger i lokalområdet eller Sydhavnen, siger kundechef Jytte Jensen til TV 2 Lorry.  

Det er altså svært at finde en tilsvarende billig bolig, hvis amagerkanerne vil bo i nærområdet, hvilket er et ønske, man forsøger at efterkomme.

Betydelige byggeskader

Ejendommen Peder Lykkes Vej 61 indeholder 240 boliger. Den er opført i 1971 og har betydelige byggeskader, bl.a. forvitrer betonen, så facader, altaner og konstruktionsdele nedbrydes. Bygningen er derfor under skærpet tilsyn, så det løbende sikres, at det fortsat er forsvarligt at bo i huset.

Kilde: Mødemateriale, Københavns Rådhus, september 2014

Forsinket i to år

Genhusningen har ellers stået på siden 2011, og af Teknik- og miljøudvalgets mødemateriale fra 2014 fremgår det, at man forventede processen afsluttet i første halvår af 2015. 

Læs også Nyt højhus skal være højere end det højeste

Men endnu 50 beboere mangler i skrivende stund at blive genhuset. Hvornår, nedrivningen kan påbegyndes, vides derfor ikke:

- På grund af den frivillige aftale om genhusning med andre almene boligadministrationer kan der ikke sættes endelig dato på, hvornår samtlige beboere er blevet genhuset. De beboere, der selv finder en anden bolig, får 16.000 kroner udbetalt i præmie, lyder det fra Jytte Jensen til TV 2 Lorry. 

Man understreger, at Domea er parat til at indgå en ny og hurtigere aftale om genhusning, hvis der er politisk ønske for det. 

Allerede i 1990'erne registrerede man betonskader på bygningen. En accelererende nedbrydning betyder blandt andet, at altanerne er i fare for nedstyrtning.  Foto: Googel Maps

Ville bevare huset

Beboerne selv stemte nej til en nedrivning ved et møde i april 2014.

Men Landsbybyggefonden, som er stiftet af de almene boligorganisationer og støtter nyt byggeri, afviste en renovering af betonskaderne, fordi ejendommen fortsat ville være utidssvarende med små rum, få friarelaer og forældede vvs-installationer. 

Bygningen må derfor lade livet.

På nuværende tidspunkt er huset sat under skærpet tilsyn og tilses hvert halve år, oplyser man.