Hjælp til 57.000 voldsramte afhænger af bopæl: "Vi lader dem i stikken"

Er du udsat for vold derhjemme, kan du ikke regne med at få den samme, tilstrækkelige hjælp, som i din nabokommune. Det er konklusionen i en ny stor undersøgelse.

(Modelfoto) 38.000 kvinder og 19.000 mænd udsættes årligt for fysisk partnervold - men kan ikke regne med den samme hjælp. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Hvert år lever op mod 60.000 danskere i voldelige forhold. Og kommunerne er en vigtig indgang til, at de kan blive hjulpet. 

Partnervold

Nyere tal fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at 38.000 kvinder og 19.000 mænd hvert år bliver udsat for fysisk partnervold.

En helt ny rapport fra Lev Uden Vold viser dog, at hjælpen er fuldstændig forskellig, alt efter hvor man henvender sig. 

- Der er ikke nogen sikkerhed for, at man får tilstrækkelig ensartet hjælp i det her samfund - som voldsudsat eller voldsudøvende. Det kommer an på, hvilken kommune man bor i.

Det siger Sine Gregersen, der er sekretariatschef i Lev Uden Vold, til TV 2 Lorry.  

Det generelle billede i kommunerne er nemlig, at langt størstedelen af kommunerne hverken har et tydeligt beredskab eller uddannede medarbejder til sager om partnervold.

Og ifølge undersøgelsen opdages partnervold sjældent tidligt, men derimod først når den kalder på krisecenter eller hjælp til børnene. 

Leder: - Støtten er tilfældig

Kommune-undersøgelsen fra Lev Uden Vold viser, at under 10 % af kommunerne har udarbejdet en handlingsplan for indsatsen på partnervolds-området.

Det er tilfældigt, den støtte familien får, ud fra det kendskab medarbejderne har til vold.

Leder af en børne- og familieafdeling

Og kun i cirka hver fjerde kommune har medarbejdere deltaget i kurser eller oplæg om partnervold.

Lev Uden Vold 

  • Lev Uden Vold er en national enhed, der arbejder for at sikre mere og bedre hjælp, når det gælder vold i nære relationer.
  • Lev Uden Vold blev oprettet som en del af satspuljeaftalen 2017-2020, der skulle styrke arbejdet mod vold i nære relationer. 

En leder fra en børne- og familieafdeling bemærker i undersøgelsen, at:

-  Det er tilfældigt, den støtte familien får, ud fra det kendskab medarbejderne har til vold.

Men det handler om at hjælpe hurtigst muligt, og den forskelsbehandling, der ifølge undersøgelsen finder sted, kan have store menneskelige konsekvenser, påpeger Lev Uden Vold: 

- Når vi ikke har tidlige og forebyggende tiltag som en "stangvare" i kommunerne, så betyder det formentlig, at volden eskalerer, før målgruppen får den hjælp, der skal til for at slippe ud af volden igen. Både som voldsudsat og som voldsudøver, siger Sine Gregersen.

Tidligere voldsramt: - Vi skal hjælpes på vej 

59-årige Monica, der er bosat i Lorrys område, er én af dem, der har været udsat for partnervold. For hendes vedkommende af skiftende mænd og gennem flere årtier.

Hun har oplevet, hvor svært det er at turde opsøge hjælp, finde ud af hvor man henvender sig og rent faktisk blive taget i hånden, når man endelig rækker den frem. 

Monica

Monica er et opdigtet navn, fordi hun stadig frygter at blive opsøgt.

TV 2 Lorry er bekendt med hendes rigtige identitet. 

Eksempelvis gik hun til lægen med blå mærker og angstanfald, hvorefter lægen stak hende et nummer på "Hjælp Voldsofre", men ellers bad hende om selv at google, hvor hun kunne søge hjælp. 

Og kunne du ikke bare gøre det?

- Der kan man bare ikke, fordi man magter det ikke. Man er fuldstændig nede i et sort hul, svarer Monica.

- Vi skal hjælpes på vej, fordi vi er jo knuste. Vi er jo smadrede fuldstændigt. 

Monica gik til lægen med tiltagende angstanfald som følge af vold - men oplevede ikke at blive tilbudt tilstrækkelig hjælp og støtte.   Foto: Niels Knuth Winterfeldt / TV 2 Lorry

- Hvis man som udsat borger bliver klar til at erkende, at man har et problem og søger hjælp, og der så ikke er noget hjælp at få, fordi man ikke føler sig forstået af den, man henvender sig til i det offentlige system, eller at vedkommende ikke har et reelt tilbud at henvise til andet end et krisecenter - så er det min klare overbevisning, at mange springer tilbage, siger Sine Gregersen fra Lev Uden Vold.

Først sidste sommer fik Monica sluttet forholdet til sin seneste voldelige kæreste, og hendes redning er siden blevet en støttegruppe hos Lev Uden Vold - som hun selv fandt på Facebook. 

Lev Uden Vold vil have kigget på lovgivningen

Selvom vi ifølge Lev Uden Vold har set et stigende politisk fokus på at bekæmpe partnervold, så har Sine Gregersen alligevel en kraftig bøn til det kommende Folketing:

Vi lader "mellemgruppen" i stikken.

Sine Gregersen, sekretariatschef i Lev Uden Vold 

Partnervold skal skrives tydeligt ind i Serviceloven. Den skal forpligte alle kommuner til at have specialiserede og ambulante indsatser overfor partnervold - og sikre mere ensartet hjælp. 

- Vi lader "mellemgruppen" i stikken, når vi har en paragraf, der indebærer, at man skal være så udsat, at man kan tage et ophold på et botilbud. Men ikke har en paragraf, der handler om, hvis man er voldsudsat, men ikke så trængende endnu, siger hun. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik