Mere end 1000 voldssager i København er ikke efterforsket

På godt halvandet år er antallet af sager om vold, der ikke bliver efterforsket af Københavns Politi, fordoblet.

Hvis du bliver overfaldet i København, kan det godt være, du bliver fælt skuffet, hvis du efterfølgende melder det til politiet.

I hvert fald hvis du forventer et retsligt efterspil.

En aktindsigt, som TV 2 har fået fra Københavns Politi, viser, at der lige nu ligger 1068 sagsakter om vold, hvor efterforskningen endnu ikke er påbegyndt.

Til sammenligning kunne Radio24Syv i september 2017 fortælle, at tallet dengang var 500.

Det betyder, at stakken af ubehandlede voldssager ved Københavns Politi på godt halvandet år er blevet dobbelt så høj.

Professor: Skader os allesammen

Det er stort problem for både ofrene og danskerne generelt, mener professor i jura ved Københavns Universitet, Trine Baumbach.

- Særligt når der er tale om offer-forbrydelser, men også forbrydelser der krænker andres psykiske og fysiske integritet, så er det utrolig vigtigt, at det kommer for retten, siger hun.

- Dels sender det et signal ud i samfundet om, at det her er uacceptabelt, og at man ikke ønsker denne adfærd i samfundet. Men i høj grad er det også vigtigt for det enkelte offer. De skal kunne lægge sagen bag sig og også have en følelse af, at samfundet ved en straffesag anerkender, at man er blevet udsat for et overgreb.

Danskerne kan altså ende med at få en oplevelse af leve i et samfund, hvor retfærdigheden ikke sker fyldest, forklarer hun:

- Jeg tror helt generelt, at det giver en følelse af håbløshed og afmagt hos ofrene. Og det er til skade for vores allesammens oplevelse af at leve i en retsstat, siger Trine Baumbach.

Politiet: Der er nedsat grupper

TV 2 har kontaktet Københavns Politi for at få en kommentar.

De siger om det voksende antal af ubehandlede voldssager, at man faktisk har et skærpet fokus på borgernære og utryghedsskabende kriminalitet, som eksempelvis vold.

- Der er nedsat særlige grupper med netop dette fokus, der er udarbejdet procedurer, som skal sikre en hurtig og effektiv sagsbehandling af voldssager, sædelighedssager og våbensager, idet netop disse kategorier genererer utryghed, skriver vicepolitiinspektør Jesper Lauenborg Banggsgaard til TV 2.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik