03:04

Her holder de sammen: Lokale vil redde 136 år gammel kro

I den lille by Gershøj vest for Roskilde har lokal foretagsomhed og penge sikret at en 136 år gammel kro genopstår med nye kræfter.

Der skal pustes liv i den gamle traditionsrige Gershøj Kro og Strandhotel i Lejre.

Gershøj Kro kan spores helt tilbage til 1871. Storhedstiden var årene efter 2. verdenskrig her kom folk fra nær og fjern og skulle have friskfangede ål fra fjorden.

Den tidligere ejer var dog nødt til at lukke den 136-årige kro tilbage i 1997, og det har den så været lige siden. Indtil nu.

Hele lokalsamfundet bidrager

Hele lokalsamfundet har nemlig bidraget med både penge og frivillig arbejdskraft for at redde kroen, som er et af byens samlingspunkter med en lang og stolt historie. Sidste lørdag var der for eksempel en arbejdsdag, hvor 35 personer mødte op og bød ind med forskellige opgaver.

Læs også Her er det billigst at være pendler - og her er det dyrest

- Altså jeg vil sige, jeg kan faktisk ikke lade være, for jeg er født og opvokset i byen her. Det har været helt vildt. Altså når jeg kommer om morgenen, så er de første allerede i gang, siger Camilla Adelsted Mikkelsen, som er forpagter af Gershøj Kro og Strandhotel.

Og netop det lokale engagement og frivilligt arbejde har holdt hånden under projektet, fortæller Axel Steen Christensen, der er oldermand i Gershøj Bylaug.

Kroen må bare ikke lukke

Købmanden lukkede for et par år siden, og nu er der så kun kroen tilbage, så bare ikke må lukke. Det har de besluttet sig kollektivt for i Gershøj.

- Det der er specielt ved Gershøj, det er, at der er så mange, der er engageret på hver sin måde. Det vil sige, at vi har mange foreninger, en syv-otte stykker i den her lille by. Mange mennesker er aktive, og vi kan blive rygende uenige, men vi kan også stå sammen, og det gør vi i denne her situation, siger Axel Steen Christensen.

Salgsprisen på kroen blev 3,8 millioner kroner. Fem investorer, hvoraf de fire er lokale bosiddende i Gershøj, har hver investeret 800.000 kroner i at få kroen på ret køl.

Læs også Storsvindler på spil: Jessica snydt for 10.000 kroner

Måske tjener det sig ind en dag

- Det har vi valgt, fordi vi bor i Gershøj, og fordi vi ved, hvor vigtigt et element Gershøj Kro er for området, fortæller Karen Sørensen, der er en af investorerne.

Karen Sørensen regner dog ikke med, at investeringen tjener sig selv ind den første tid.

- Ikke de første mange år måske. Men måske en dag hvem ved, lyder det optimistisk fra Karen Sørensen.