Arkivfoto fra Roskilde Festival 2017. Foto: Ida Guldbæk Arentsen - Ritzau Scanpix

Handicappede får smugkig på Roskilde Festival

Roskilde Festival har inviteret handicappede festivaldeltagere til et smugkig på Dyrskuepladsen, så de kender forholdene, inden det hele går løs.

Om knap to måneder vil Dyrskuepladsen i Roskilde være fyldt med mange mennesker og masser af musik. 

Som festivaldeltager har man mange fornøjelser i vente, men hvis man samtidig har et handicap, kan tanker om udfordringer forbundet med at være afsted godt komme til at skygge for det sjove. 

- Jeg tror desværre, at mange vælger det fra, fordi de er usikre på, hvad det er for noget, og om det hele bliver for bøvlet. Det er jo mange penge, man bruger på en festivalbillet, så jeg tænker, at folk er forsigtige, fortæller Jesper Holck, der er teamleder for Handicapservice på Roskilde Festival.

Læs også Roskilde-partoutbilletter udsolgt rekordhurtigt

Et smugkig på festivalen 

Derfor har Roskilde Festival valgt at invitere handicappede på et smugkig på Dyrskuepladsen. Her får de en rundvisning på området og mulighed for at møde andre handicappede, der har erfaring med at være på festival, og som derfor kan svare på spørgsmål om oplevelsen.

Det kan for eksempel være spørgsmål om toiletforhold, og hvor man placerer sig til koncerter.

En af dem, der har takket ja til tilbuddet, er 15-årige Niklas Amsinck Larsen fra Østerbro. Han er kørestolsbruger og skal på Roskilde Festival for første gang til sommmer. 

- Hvis det bliver meget mudret, så får jeg en udfordring med at komme omkring. Hjulene kører bare rundt og rundt, men jeg kommer ingen vegne. Så jeg håber på, at der ikke kommer så meget regnvejr, fortæller han. 

Læs også Slut med blåt festival-lokum: Rigtige toiletter på vej i Roskilde

Rart at have mødt hinanden på forhånd

Løsningen på det, er ifølge Jesper Holck at benytte de mange asfaltveje, som festivalen har markeret på et kort, og derudover er der et assistancehold, der kan hjælpe de handicappede, hvis de ikke kan komme frem på grund af mudder.  

- Vi vil gerne vise, at her er tilgængeligt for alle. Og i forbindelse med det her arrangement, så er det bare rart at have mødt hinanden på forhånd - altså de handicappede og så os, der arbejder med det her, lyder det fra Jesper Holck.  

Det er Niklas Amsinck Larsen enig i.

- Jeg synes, det er fedt, at de tager det her initativ for sådan nogle som mig, der har svært ved at vide, hvordan det kommer til at foregå, siger han.