Hæstorp: Godt ø-projekt - men infrastrukturen mangler

Et tre kvadratkilometer stort erhvervsområde på ni nye øer ser ud til at blive fremtiden i Hvidovre Kommune - men infrastrukturen følger ikke med, lyder kritikken fra regionsrådsformand.

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen, soc.dem. Foto: Nils Meilvang - Ritzau Scanpix

Jeg synes, det er et rigtig godt projekt, men det råber til himlen, hvis man ikke har tænkt på den kollektive og øvrige trafik allerede nu.

Sophie Hæstorp Andersen, regionsrådsfmd., Reg. H., soc.dem.

Mandag blev dagen hvor der endnu engang blev præsenteret et massivt og omfattende ø-projekt ud for kysten i forstadskommunerne nær hovedstaden.

Men selvom ø-projektet ud for Avedøre Holme alene i sine dimensioner med opførslen af ni kunstige øer er nok til at få selv de mest kritiske røster til at fortrænge sig, er den slags kun for en stund.

For ikke alle beslutningstagere er kun positivt stemte overfor ø-komplekset på tre millioner kvadratmeter, som skal give i alt 12.000 nye arbejdspladser for videnstung, grøn og innovativ produktion.

Med 12.000 arbejdspladser følger nemlig også 12.000 rejser til og fra de ni kunstige øer - og det kan infrastrukturen i området ikke klare, lyder det fra regionsrådsformanden i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen fra Socialdemokratiet.

Letbane og togforbindelser skal optimeres

- Jeg synes, det er et rigtig godt projekt, men det råber til himlen, hvis man ikke har tænkt på den kollektive og øvrige trafik allerede nu - både hvad angår motorvej og tognettet, siger Sophie Hæstorp Andersen til TV 2 Lorry.

Ifølge regionsrådsformanden bør det derfor have højeste prioritet at forlænge den kommende letbane mellem Ishøj og Lyngby.

Hvis de ni kommende erhvervsøer skal blive en succes på sigt, kræver det, at den kommende letbane forlænges, så forbindelsen mellem forskerne på DTU i Lyngby og virksomhederne i Avedøre Holme bliver bedst mulig.

Med 12.000 mere skal der laves noget mere infrastruktur. Det er forudsætningen for, at det bliver en succes

Sophie Hæstorp Andersen, regionsrådsfmd., Reg. H., soc.dem.

- I dag er der 8.000 arbejdspladser i Avedøre - med 12.000 mere skal der laves noget mere infrastruktur. Det er forudsætningen for, at det bliver en succes, siger regionsrådsformanden.

Samtidig skal Glostrup Station ombygges, så man kan skifte fra regionaltog og fjerntog til letbanen - et projekt, som regeringen i alt for lang tid har trynet, siger hun.

- Hvis man skal udvide Avedøre Holme, bliver man nødt til at få udvidet der også, lyder det fra Sophie Hæstorp Andersen.

Sådan kommer de nye øer til at se ud.

Motorvej og rundkørsler

Foruden den kollektive trafik efterspørger Sophie Hæstorp Andersen også forbedringer i biltrafikken til og fra Avedøre Holme.

- Trafikken i hovedstadsområdet sander til af det her, og det bliver kun værre med så mange nye arbejdspladser.

- Hver dag sidder flere tusinder i kø især i området omkring rundkørslen ved Stamholmen og skaber unødig ventetid for medarbejdere, som skal til eller fra arbejde - og det belaster desuden det omgivende motorvejsnet helt enormt, siger hun.

Og den socialdemokratiske regionsrådsformand er ikke ene om at mene, at der bør ses på infrastrukturen i hele hovedstadsområdet, før der fyldes jord i vandet ud for Hvidovres kyst.

Radikale efterspørger også infrastruktur

I den radikale gruppe på Københavns rådhus lyder meldingen også, at de nuværende problemer i området omkring Avedøre Holme og hovedstaden bliver glemt i det storslåede projekt, som både regeringen, Københavns og Hvidovre kommuner samt pensionskasser skal betale for.

- Vi tænker på trængselsproblemer, og vi tænker på luftkvalitet. Og det kunne man godt arbejde med nu - ved at overveje roadpricing i forhold til trængslen og miljøzoner i forhold til luftkvaliteten, siger hun.

Men der er for eksempel også en havnetunnel på vej. Den skal jo netop afhjælpe noget trængsel inde i København. Duer det ikke?

- Næ, for man har ikke mål på, hvor meget trafik, det vil fjerne. Faktisk frygter vi det modsatte. For havnetunnellen bliver betalinsgvej, mens det stadig vil være gratis at køre gennem Københavns centrum. Så vi frygter, at hovedstaden sander til - imens man planlægger for fremtiden, siger hun.


Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret