Genial idé: Strikkende patienter giver kilovis til hjemløse

En simpel idé giver nu hjemløse tre kasser med varmt hjemmestrikket tøj.

En garnnøgle og to strikkepinde ligger fast i venteværelset på Ortopædkirugisk Afdeling på Hvidovre Hospital. Her har patienter og pårørende gennem det sidste år kunne gribe 'ventesættet' og strikke sig gennem ventetiden - samtidig med, at de støtter et godt formål. 

Nu er det blevet til tre kasser med halstørklæder, huer og sokker. Det hele skal afleveres til den hjemløse-julefrokost, der om ikke så længe bliver holdt på en DFDS-færge i samarbejde med organisationen We Shelter. 

En af afdelingens sygeplejersker har sørget for at sætte en lille mærkat på alle halstørklæderne, hvor der står, at det er strikket af patienter på Hvidovre Hospital. 

Strikke-succes

Det var sygeplejerske Vibeke Nielsen, der introducerede ideen for at give patienterne noget at fordrive tiden med og samtidig gøre en god gerning for hjemløse. For selvom afdelingen gør meget for at minimere ventetid, kan kø ikke helt undgås.

- Vi er selvfølgelig ikke helt sluppet for nogle sjove kommentarer om lange ventetider, men generelt har patienterne taget utroligt godt imod strikketøjet, fortæller Vibeke Nielsen. Hun husker en sjov episode med et par unge mænd, der ventede i afdelingen: 

- De sad og pillede lidt ved strikketøjet, så jeg spurgte, om de ikke havde lyst til at strikke et par pinde for de hjemløse. Men det kunne de ikke finde ud af, sagde de. Da jeg så kom forbi dem lidt senere, var den ene i fuld gang med strikketøjet alligevel. Han havde fundet en video på Youtube, så han kunne se, hvordan han skulle gøre. 

Gratis garn

Garnet, der bliver brugt, har afdelingen fået doneret, så indtil videre har det nye tiltag været en gratis omgang for afdelingen. 

- Vi lever jo af det garn, der er blevet doneret, så hvis der sidder nogen derude med en masse garn, som de ikke ved, hvad de skal bruge til - så tager vi meget gerne imod det, fortalte Vibeke Nielsen tidligere til TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik