Nomas nye restaurant kommer til at ligge på Christianshavns Vold. Foto: Noma

Genåbning af Noma: Det kommer en menu til at koste

Når Noma slår dørene op på ny, bliver det i nye lokaler og med nye priser.

Når den nye Nomarestaurant slår dørene op i februar 2018 bliver det i nye lokaler og med nye priser - højere priser.

Den hæderkronede restaurant, der indtil lukningen af den tidligere restaurant på Strandgade, havde to michelin-stjerner, flytter ikke bare adresse. 

Menuen er ny, og det er åbningstiderne også. Noma vil i fremtiden holde åbent fire dage om ugen og ikke fem - som tidligere, skriver Finans.dk.

Og så bliver dyrere at sætte sig tilbords i restauranten, der er blevet kåret som verden bedste hele tre gange.

Læs også Noma vil lære Ishøj-børn at spise vilde urter

 - Derudover har vi også sat prisen på menuen op fra 2.000 kr. til 2.250 kr. Nomas styrke ligger i personalet; og vi har taget den beslutning for at kunne give vores medarbejdere større livskvalitet, både på og uden for arbejde, lyder det på Nomas hjemmeside.

Den nye pris er pr. person - og uden drikkevarer.

Prisen gælder dog ikke studerende. Ti procent af de 40 pladser i restauranten er forbeholdt studerende. Hvis man har studiekort koster en menu 1.000 kr. inkl drikkevarer.

Noma er i øjeblikket i gang med at forvandle et gammelt søminedepot på Refshaleøen til de nye rammer for restauranten, der kommer til at ligge mellem Charlotte Amalies Bastion og Frederiks Bastion.

Det nye Noma kommer til at ligge på Refshalevej i det gamle søminedepot. Foto: Noma