Den nuværende gangtunnel under den trafikkerede Lyngbyvej lukkes for fodgængere og omdannes til skybrudssikring.
I tunnellen skal der etableres en pumpestation og et skybrudsbassin, der reducerer risikoen for oversvømmelse af det trafikkerede område ved Ryparken.
Det står klart, efter Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune på et møde mandag er blevet enige om anlægsprojektet.
Vi er blevet helt vant til at se Lyngbyvej stå under vand ved skybrud, men det må simpelthen ikke blive en tilbagevendende begivenhed
Artiklen fortsætter efter billedet...
Kommunalpolitikernes beslutning falder i modsætning til skybrud på et tørt sted. Få områder i hovedstaden er nemlig så udsat ved skybrud som Lyngbyvej strækning omkring Østerbro og Ryparken.
- Det her er en smart løsning på et problem, som har været til stor irritation for mange københavnere i mange år. Vi er blevet helt vant til at se Lyngbyvej stå under vand ved skybrud, men det må simpelthen ikke blive en tilbagevendende begivenhed. Når vi nu kan nedbringe risikoen for oversvømmelser ved skybrud relativt nemt, synes jeg, vi skal gøre det, siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen fra Enhedslisten.
Siden 2010 har Lyngbyvej ved Ryparken Station været lukket hele syv gange på grund af oversvømmelser ved skybrud.
Artiklen fortsætter efter billedet...
Vil halvere risiko for oversvømmelse
Det er Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, Hofor, som skal stå for at omdanne gangtunnellen til pumpestation og skybrudsbassin.
Ifølge Hofor kan gangtunnellen rumme cirka 700 kubikmeter vand. Den kapacitet vil ifølge forsyningsselskabets beregninger reducere risikoen for oversvømmelse af Lyngbyvej med cirka 50 procent, fremgår det af udvalgsreferatet.
- Det er en særlig udfordring, at store dele af byen ikke ligger lige ved havn eller kanaler, hvor vi kan slippe af med vandet. Det gælder blandt andet Lyngbyvejs-området, som også er lukket inde af jernbanevolde. Samtidig kommer vandet strømmende fra Gentofte, Bispebjerg, Gladsaxe og de andre højtliggende områder omkring byen, siger Brian Hansen, planchef i Hofor.
Sammenholder man ombygningen af gangtunnellen med et andet vedtaget skybrudssikringsprojekt, den otte kilometer lange Svanemøllen skybrudstunnel, der efter planen er etableret i 2027, reduceres oversvømmelsesrisikoen i området yderligere.
- Med gangtunnelen og den store skybrudstunnel, som er klar til at føre vand væk i 2027, er vi godt rustet til at klare vandmasserne, siger Brian Hansen fra Hofor.
Med andre ord mindskes risikoen for en gentagelse af scener som dem i 2013, hvor bilister blev holdt fanget i deres biler midt i vandmasser på motorvejen.
Artiklen fortsætter efter billedet..
Borgere skal bruge bro
Beslutningen betyder samtidig, at fodgængere og cyklister ikke længere kan benytte gangtunnellen. I stedet skal de bruge den gang- og cykelbro over motorvejen, der blev bygget i 2014.
Gangtunnelen under Lyngbyvej ved Ryparken Station bliver dagligt brugt af omkring 1000 fodgængere.
Endnu flere biler kører hver dag over tunnellen og under gang- og cykelbroen. Lyngbyvejen er en af de vigtigste indfaldsveje til København, Anlægs- og Driftsdirektør Michael Kirkfeldt fra Vejdirektoratet:
- Derfor har den stor betydning for Vejdirektoratet. Vi har af samme årsag investeret i nye pumper med markant højere kapacitet. Vi ser også frem til, at den endelige løsning på skybrudssikringen af strækningen er etableret, og byder denne midlertidige løsning velkommen indtil da, siger han.
Finansieres gennem spildevandstakster
Omkostningerne for tunellen er anslået til at være omkring 11 millioner kroner. Projektet finansieres dog af Hofor, der betaler udgifterne gennem de spildevandstakster, der opkræves borgerne.
Før projektet endeligt kan realiseres, skal myndigheder som Banedanmark, Vejdirektoratet og Fredningsnævnet godkende skybrudstunnellen. Når disse er indsamlet – hvilket de burde være inden for seks måneder – kan projektet udrulles.
Det forventes, at den omdannede gangtunnel kan tages i brug i efteråret 2019.
København er en blandt ti kommuner, der de kommende år vil investere mere end en milliard kroner i at udvide Harrestrup Å, så den er bedre rustet til at håndtere vand fra skybrud. Se indslaget oktober måned herunder: