Foto: Googel Maps

Fremmed mand lokker børn med slik i Farum

To gange inden for 14 dage er børn i Farum blevet lokket med slik af en fremmed.

To børn fra Farum er med få dages mellemrum blevet antastet af en fremmed mand, der spurgte, om børnene ville med hjem og have noget slik. Det skriver Furesø Avis.

Den første episode fandt sted den 30. oktober. Her blev en 11-årig dreng antastet af en mand på en sti nær Ryttergårdsvej i Farum.

Manden spurgte om drengen ville med hjem og have slik. Drengen takkede hurtigt nej og cyklede hjem.

Skæg på hagen og rød hue

Drengen har beskrevet børnelokkeren som en sydeuropæisk mand på cirka 50 år, 170-175 cm. høj. Han havde en tynd streg af skæg på midten af hagen, talte dansk med accent og var iført en mørk jakke og en rød hue med et tigeransigt på.

Læs også Farum Bytorv vil udvide med 6000 kvadratmeter

Få dage efter den 4. november blev et barn i 0. klasse antastet af en mand i spisepausen på Lyngholmskolen. Her spurgte manden også, om barnet ville med hjem for at få slik.

Oplysningerne er givet til Furesø Avis i et tip fra en bekymret forælder på skolen. Alle forældre er blevet oplyst om episoden på skolens forælderintra.

Om det er den samme mand, der står bag begge hændelser, vides ikke, da der ved den seneste episode ikke er angivet noget signalement af gerningsmanden.

Begge episoder er meldt til politiet, og Lyngholmskolen har samtidig sendt besked til de andre skoler i Furesø. Samtidig opfordres forældre til at tale med deres børn om, hvordan de skal agere i tilfælde af, at fremmede mennesker kontakter dem. 

Læs også Borgerlige partier udfordrer populær borgmester i Furesø