Man ser det i de fleste byer. En stor bygning bliver pludselig dækket af stilladser og presenninger - der foregår en større renoverig. Og når så presenningerne endelig ryger af, så sker det, at man standser og kigger imponeret, fordi bygningen - selv med hundrede, to hundrede eller flere år på bagen pludselig fremstår som ny. Frederiksberg Kommune kårer hvert andet år de smukkeste facader efter renoveringsprojekter og vedligeholdelse, og i går blev vinderne udråbt.
To etageejendomme endte med at dele førstepladsen i den kategori, kommunen kalder "Den Respektfulde Renovering.". De ligger på henholdsvis Steen Blichers Vej 2 og Jacobys Allé 14-.16. Du kan se billeder af dem over artiklen her.
-Der var mange nominerede i de forskellige kategorier, og det har været svært at vælge, fordi niveauet var så højt. Jeg vil gerne sige tak til alle, der renoverer og præsenterer deres bygninger på en måde, der rummer og udvikler den særlige æstetik, vi har på Frederiksberg. De fortjener alle stor anerkendelse og påskønnelse,” siger borgmester Jørgen Glenthøj (Kons.)
I en anden kategori koncentrerede dommerne sig om det, der kaldes "Den Hele Bygning". Og her blev det en ejendom på Godthåbsvej 79B, der vandt. Bygningen, Store Godthåb, vandt for den omfattende restaurering, den har gennemgået, efter at være blevet ombygget til tre lejligheder. Se den herunder.
Men man behøver ikke at renovere en hel ejendom eller en hel facade for at være med. For Frederiksberg Kommune har også indført kategorien "Den Gode Deltalje". Her var det en bygning på Allégade med to nye altaner:
og et hus på Rathsacksvej 25 med et meget diskret solcelleanlæg, der vandt. Det ser du herunder:
Alle kan nominere bygninger til konkurrencen, der finder sted hvert andet år. Derefter er det Frederiksberg Kommunes Facadeudvalg, der udvælger vinderne.
-Vinderne er projekter, der bidrager til byen og dens identitet. Og det er borgerne selv, der nominerer projekterne. Jeg håber, at denne præmiering med tiden udvikler sig til at blive en endnu større begivenhed med massiv folkelig opbakning,” siger venstremanden Jan E. Jørgensen, der er formand for Frederiksberg Kommunes By- og Miljøudvalg.
Vinderne fik hver især en plakette og et diplom i glas og ramme.
Det er ikke kun facader, der bliver præmieret, man kan også have Danmarks smukkeste lys. Se hvordan det ser ud i vidoeoen her.