Fotografen Christian elsker Roskilde-området: Se de billeder, han er mest stolt af

Christian Klarskov Larsen er en af mange fotografer i hovedstadsområdet, der deler sine smukke billeder og sin passion for fotokunsten på Instagram. Vi har lavet en række portrætter.

Du kan bladre i Christians smukke billeder øverst i artiklen.

Christian Klarskov Larsen arbejder egentlig med at designe fjernvarme i en ingeniørvirksomhed, men på hans Instagram-side udfolder der sig en helt anden side af ham.

Her deler han smukke billeder, han fanger af Roskilde og omegn.

Christians forsøger faktisk ikke nødvendigvis at fange helt unikke hændelser eller motiver. Han går ofte efter et tilfældigt hverdagsbillede af et helt gennemsnitligt villakvarter, som han finder en ny vinkel på, der afslører noget smukt, vi normalt ikke ser, forklarer han. 

Han håber, at fotografierne kan give folk en positiv overraskelse eller aha-oplevelse:

- Især når jeg er ude med min drone, kan jeg fange nogle vinkler, man ikke ser til daglig. Det, håber jeg, kan give folk et nyt perspektiv og noget inspiration til at tage ud og opleve noget nyt selv, siger han. 

Og heldigvis løber han nok ikke sådan lige tør for motiver i og omkring Roskilde:

- Roskilde er et område, der har en smuk, gammel bymidte at tage billeder i, men der er også masser af natur rundt om byen, fortæller han.

Alt efter sæson er der forskellige ting at fange i Christians lokalområde. 

I de varmere måneder er der bølgende marker og store skove at fange hele vejen rundt om byen. 

Om vinteren, når det meste natur ligger lidt øde hen, dykker han ned i det urbane og tager stemningsfulde billeder af byens liv.

Du kan finde Christians billeder på Instagram her.