00:41

Sådan ser Damhustorvet ud i dag - uden byggerod foran butikkerne.

Forsinket byggeri skabte fyringer og faldende indtjening: Nu står det færdigt

Efter år med byggerod til stor gene for butiksejere på Damhustorvet er det endelig blevet tid til at indvie det nye torv.

Egentlig skulle det have været færdigt allerede i december. Så blev indvielsen udskudt til april, men nu er det endelig slut med byggerod på første del af Roskildevej. Damhustorvet er nemlig færdigrenoveret.

Og det glæder en butik- og restaurantsejere i området, der længe har kæmpet med faldende omsætninger, fyringer og sågar falske rygter i forbindelse med renoveringen. 

- Det er selvfølgelig dejligt, at det står færdig. Det har vi ventet længe på, siger Camilla Danielsen, der forpagter Damhuskroen. 

I dag står torvet knivskarpt med nye fliser, rent torvområde og en speciel lysinstallation, der symboliserer en moderne byport til Rødovre.

Men det har også været længe undervejs, mener butiksejerne omkring torvet.

Læs også Byggerod gør ondt på Damhuskroen: "Folk tror vi lukker"

Fyringer og faldende omsætning

Som vi på TV 2 Lorry kunne fortælle i marts led butikslivet omkring Damhustorvet så meget af den omfattende renovering, at Damhusslagteren måtte fyre to ansatte samt se en nedgang i omsætningen på mindst 35 procent.

- Det har været forfærdeligt. Vi har ikke haft nogen mulighed for at drive vores forretning i mange måneder. Folk har ikke kunnet komme ind til os, og folk har troet, vi var lukket, fordi alt har været spærret af, fortæller Camilla Danielsen om tiden under byggeriet. 

Damhuskroen på hjørnet af Damhussøen led nemlig også under ombygningen af torvet. Mens byggeriet stod på opstod der en del forvirring om, hvorvidt Damhuskroen var lukket eller på vej til at blive det, netop fordi de var klemt af inde i byggerodet.

Læs også Butikker bor ved byggeplads måneder endnu: "Det er katastrofalt"

Derfor er det naturligvis også en glad forpagter, der i dag kan vinke farvel til byggerod, støj og opkald fra forvirrede borgere:

- Vi ser selvfølgelig positivt på fremtiden, og vi er glade for vores nye fortov, der er blevet bredere, og det giver naturligvis mulighed for udendørsservering. Jeg vil så sige, at vi håber selvfølgelig, at torvet følger lidt med i forhold til, at der kommer noget liv, så det kan smitte lidt af på vores gæster, og der kommer flere over til os, siger Camilla Danielsen 

02:04

Se, hvordan butiksejerne led under renoveringen af Damhustorvet

Luk video

Roskildevej bygges om

Renoveringen af Damhustorvet er første led i en større ombygning af Roskildevej. Planen er at bygge hele den del af Roskildevej, der går gennem Rødovre helt om. Vejen skal slynge mere og være mere grøn med græs og træer.

Med ombygningen bliver Rødovredelen af Roskildevej også mere sikker. Der har været store trafikuheld op netop den del af Roskildevej, og det prøver man at lave om på med den nye udgave af Roskildevej.

Farten sænkes fra 60 til kun 50 km/t, og det skal gøre vejen mere indbydende for trafikanter, der har lyst til at holde ind til siden og gå på opdagelse i butikker.

RENOVERING AF DAMHUSTORVET

  • Arbejdet på Damhustorvet gik i gang maj 2017 og skulle efter planen have stået færdig i december.
  • Den næste etape på Roskildevej fra Damhustorvet til og med krydset ved Veronikavej var planlagt til at gå i gang i foråret 2018. Det sker nu først i 2019.
  • Der er i alt fem etaper på strækningen, der bliver renoveret, fra Damhustorvet til Tårnvej.
  • Den første etape med Damhustorvet koster i alt 31,4 mio. kroner. Heraf betaler ejeren af Damhuskroen 2,8 mio. kroner gennem en frivillig udbygningsaftale med kommunen.
Kilde: Rødovre Kommune