Det danske fodboldlandshold benyttede i mange år First Hotel Marina, når de havde prøvetræninger i i Vedbæk. Hotellet har 126 værelser. Foto: Andreas Beck / Scanpix

Fodboldlandsholdets tidligere hotel er solgt

Det er tanken, at First Hotel Marina i Vedbæk fortsat skal fungere som hotel, oplyser advokat.

First Hotel Marina, der blandt andet er kendt for at have været det danske fodboldlandsholds hotel gennem mange år, er blevet solgt.

Køberne er en gruppe professionelle danske ejendomsinvestorer, skriver Frederiksborg Amts Avis, som henviser til en pressemeddelelse fra erhvervsadvokat Henrik Westermann.

Læs også Kendt hotel står over for lukning: Fyrer alle ansatte

Henrik Westermann kan ikke på nuværende tidspunkt uddybe oplysningerne, da købet er ganske nyt. Men han oplyser, at tanken med købet er, at Hotel Marina fortsat skal fungere som hotel.

- Salget er kun lige faldet på plads, og derfor er det sparsomt, hvad vi kan oplyse på nuværende tidspunkt. Men det er tanken med købet, at Hotel Marina skal anvendes til hotel og tilknyttede servicefunktioner, ligesom man ønsker at skabe en bedre sammenhæng mellem hotellet, Vedbæk Havn og stranden, siger advokaten.

Læs også LA-foreslag: Lav tidligere landsholdshotel om til plejehjem

I starten af september kom det frem, at hotellet gik en usikker fremtid i møde, da alle cirka 30 medarbejdere var blevet opsagt fra årsskiftet.

Borgmester i Ruderdal, Jens Ive (V), glæder sig over udsigten til, at hotellets drift fortsættes.

- Det er glædeligt, at der nu kommer en stærk investorgruppe med branchekendskab, som vil løfte Hotel Marina videre ind i fremtiden med fokus på både serviceenheder som café og restaurant til gavn for Vedbæk-miljøet, men som også vil satse på, at der fortsat er hotelservice på stedet, siger Jens Ive til Frederiksborg Amts Avis.