03:08

Direkte fra Ishøj Strand, hvor der torsdag aften var arrangeret fakkeltog for den afdøde svenske journalist Kim Wall. Video: TV 2 Lorry

Fakkeltog i Ishøj: "Det må varme familie og pårørende"

Et fakkeltog i Ishøj torsdag aften skulle ære den afdøde, svenske journalist Kim Wall.

Knap hundrede mennesker var her til aften samlet i Ishøj for at deltage i et fakkeltog til ære for den afdøde, svenske journalist Kim Wall.

Hun mistede livet i forbindelse med en sejltur med opfinderen Peter Madsen ombord på ubåden Nautilus.

Mindehøjtideligheden foregik i Ishøj på stranden bag ved Arken. Deltagerne var mødt op for at minde Kim Wall og sende tanker til hendes svenske familie.

- Det er utrolig rørende, og jeg plejer ikke at blive så rørt. Men synet af blomsterne, sangen og faklerne ved vandet, det var utrolig smukt. Det må varme familier og pårørende, siger Anita Boulier fra Ishøj, der deltog i fakkeltoget. 

Læs også Kims mor: Vi kan ikke overskue katastrofen

Horribelt og grotesk

Borgmester Ole Bjørstorp åbnede arrangementet med at bede om et minuts stilhed, og efterfølgende bevægede deltagerne sig ned mod strandkanten for at danne en fakkelkæde langs kysten. Ansigterne var vendt mod det vand, hvor Peter Madsen siger, at han har begravet Kim Wall.  

- Det er horribelt og grotesk, ingen kunne forestille sig i fantasien, at man skulle opleve sådan noget, det er noget, man kan se på film, siger Ole Bjørstorp, borgmester, Ishøj Soc.dem. 

Fakkeltoget var arrangeret af Anita Jensen, der tidligere har stået bag andre fakkeltog. I november 2016 for den dræbte Louise Borglit, der blev myrdet i Elverparken i Herlev, og i december for den dræbte politiassistent Jesper Jul i Albertslund. 

Læs også Jesper Juls forlovede ved fakkeltog: "Det er ubærligt for os, der elskede ham"

Anita Jensen sagde følgende, da hun inviterede danskerne til at deltage i fakkeltoget for Kim Wall: 

- Jeg er dybt berørt af det. Det har været en forfærdelig sag. Så det mindste, vi som danskere kan gøre, er at vise hendes familie respekt. Vi er nødt til at stå sammen og drage omsorg for vores nordiske naboer, sagde Anita Jensen, der til dagligt er frivillig.

- Når folk danner en kæde på stranden er det et symbol på, at vi favner hendes familie. Ishøj Strand er en unik beliggenhed, fordi det er ud mod Køge Bugt, hvor hun døde, sagde hun. 

Læs også Fakkeltog for Kim Wall: "Vil vise respekt for familien"