Distortion vil kræve penge for de største fester - kommunen siger nej

Gadefesten Distortion har ønsket at kræve gadearmbånd for de største fester i hvert brokvarter. Men den går ikke, lyder det fra Københavns Kommune.

Gigantfesten Distortion, som florerer i København hvert år, vil kræve gadearmbånd til flere fester. Men kommunen siger nej. Foto: Asger Ladefoged - Ritzau & Scanpix

Gadefestivalen Distortion har gennem de seneste 20 år vokset sig større og større.

De mange gadefester har været kendetegnet ved i høj grad at være gratis for publikum - de seneste år undtaget af hovedfesten på Refshaleøen og særligt udvalgte ”Street Party-areas”.

Nu ønsker Distortion, at op mod tre af de største fester i hvert brokvarter kun bliver for dem, der køber et såkaldt gadearmbånd.

Armbåndet koster sædvanligvis 100 kroner, og ifølge festivalen selv går pengene til renhold, toiletter, hærværksepisoder og musikalske tiltag.

Direktør og idémand bag Distortion, Thomas Fleurquin, forklarer, at forslaget blandt andet skal give plads til flere andre events:

Thomas Fleurquin, idémanden bag Distortion. Foto: Betina Garcia - Ritzau Scanpix

- Det har været en del af vores plan om at flytte de store musikscener væk fra den tætteste beboelse og skære antallet af scener fra 30 til 12 – blandt andet for at skabe mere plads til hyggelige arrangementer som Børnedistortion, Pensionistdistortion, beboerfester og langbordsmiddage, fortæller han i et skriftligt svar til TV 2 Lorry.

Allerede i 2017 blev gadearmbåndet et must, hvis man ville deltage ved enten hovedfesten på Refshaleøen eller særligt udvalgte ”Street Party-areas” i løbet af festivalens fem dage.

Kommune kræver offentlig tilgængelighed

Men Distortion kommer ikke til at kræve betaling for flere gadefester, lyder konklusionen hos Københavns Kommune.

- Når vi stiller gaderne i København til rådighed for fester af denne her karakter, så er der en generel opfattelse blandt hovedparten af Teknik- og Miljøudvalget, at der skal være fuldt offentlig tilgængelighed til arrangementet, siger Lars Weiss fra Socialdemokratiet, som selv sidder i udvalget.

- Det gælder også her – det skal være noget, hvor enhver kan kigge forbi, tilføjer han.

Politikeren Lars Weiss fra Socialdemokratiet er en del af Teknik- og MIljøudvalget i København. Foto: Københavns Kommune

De seneste år har Distortion mødt massiv kritik fra politikerne fra Københavns Rådhus, blandt andet som følge af for få toiletter og ikke tilfredsstillende sikkerhed for hverken publikum eller beboere.

Gadearmbånd kan sikre bedre forhold, mener Distortion

Men festen kan blive bedre med flere områder, som kræver betaling, lyder det fra Distortions direktør, der ærgrer sig over, at udvalget har nedstemt anmodningen.

- Vi har foreslået en model, hvor vi kan skabe en gadefest med endnu flere toiletter, endnu bedre sikkerhed, endnu mere lokal forankring og endnu mere plads til alle slags gæster. Den model har vi ikke fået go til, og hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg både skuffet og overrasket, siger Thomas Fleurquin til TV 2 Lorry.

- Man skulle jo tro, at kommunen gerne ville have, at vi skar ned fra 30 store vilde scener til 12 - især når vi ved, at 85 procent af vores publikum faktisk gerne vil være med til at betale til gadefesterne. Så lige nu føles det lidt som den omvendte verden, tilføjer han.

Handler om økonomi

I Københavns Teknik- og Miljøudvalg mener et flertal bestående af Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten dog, at forbedringer af sanitære forhold og sikkerheden skal og bør være i orden - også uden endnu flere Distortion-gæster skal bære gadearmbåndet.

- Både toiletforhold og sikkerheden er dele, som de skal leve op til i forvejen. Jeg tror, at det i sidste ende handler om økonomi for Distortion. Det er klart, at jo flere steder, der skal bruges armbånd til at komme til fester, des bedre økonomi er der for Distortion, siger Lars Weiss.

Trods uenigheder om hvilke betingelser, der skal gælde for Distortion 2019, er parterne dog enige om, at samarbejdet er både godt og konstruktivt.

Ifølge Lars Weiss er dialogen endda langt bedre, end den har været tidligere.

- Der har været nogle evalueringer de seneste år, hvor Distortion ikke har levet op til de betingelser, der er blevet opsat fra kommunen. Men det er blevet markant bedre, siger politikeren til TV 2 Lorry.

Særligt sidste år var Distortion i vælten, da de ikke overholdt afgørende deadlines fra Københavns Kommune.


Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret