Et 18 karat guldur af mærket Ulysse Nadin til den nette sum af cirka 339.095 kroner blev natten til lørdag listet af håndleddet på den erfarne pengemand og iværksætter Lars Seier Christensen.
Det skriver den tidligere bankdirektør hos Saxo Bank på hans Facebook-profil.
Episoden fandt sted på hjørnet mellem Kongens Nytorv og Hovedvagtsgade i København efter klokken 01.00, hvor Lars Seier og et par venner blev antastet af to mænd.
Mens vi fokuserede på at få vedkommende beskyttet og hjulpet på benene igen, stjal de dette Ulysse Nardin herreur fra mig
- På hjørnet af Kgs Nytorv og Hovedvagtsgade blev vi antastet af to mænd, og en af os blev skubbet omkuld, skriver Lars Seier og tilføjer:
- Mens vi fokuserede på at få vedkommende beskyttet og hjulpet på benene igen, stjal de dette Ulysse Nardin herreur fra mig og forsvandt derefter nedad Ny Adelgade.
'Dansetyve' slår til igen
Københavns Politi har i januar måned advaret mod såkaldte 'dansetyve' i det københavnske natteliv, som særligt kredsede om området omkring Kongens Nytorv.
Vi kalder dem dansetyverier, fordi gerningsmændene retter henvendelse til folk på gaden og laver forskellige tricks, som afleder opmærksomheden
- Vi kalder dem dansetyverier, fordi gerningsmændene retter henvendelse til folk på gaden og laver forskellige tricks, som afleder opmærksomheden, siger Ole Randrup fra Købnehavns Politi og tilføjer, at Kongens Nytorv er det foretrukne område for tyvene:
- Her bør man naturligt være mistænksom omkring de personer, man færdes iblandt. Hvis man ikke ved, hvorfor nogle retter henvendelse til en, skal man holde øje med sine værdigenstande. Der er nogle derude, som meget gerne vil have fat i dem.
Flere lignende episoder
Jesper Engel var en af de uheldige, som fik stjålet sit ur i en sen nattetime ved Kongens Nytorv.
- Den ene mand skubbede mig direkte i brystet, så jeg mistede balancen. Men midt i det momentum tog han fat i mig og hev fat i mit håndled og begyndte at "kramme" mig, mens han slog og sparkede helt tæt på min krop. Jeg forstod ikke, hvad der skete - ville han slås eller var han bare meget fuld?, sagde Jesper Engel den 19. januar til TV 2.
Jesper Engel mistede et ur til 220.000 kroner - og hans oplevelse minder tilsyneladende meget om den, som Lars Seier Christensen havde natten til lørdag, hvilket han selv giver udtryk for i sit Facebook-opslag.
Udlover dusør for oplysninger
Den tidligere bankdirektør vil - ikke overraskende - gerne have sit dyre ur tilbage. Derfor udlover han samtidig en dusør på 25.000 kroner for oplysninger, som kan føre til en opklaring i sagen.
- Så hvis du skulle falde over oplysninger, der resulterer i at jeg får uret igen, er der 25.000 kroner i dusør til dig, skriver han på Facebook.