Danmarks bedste take away-sted ligger i København

Mere end 30.000 danskere har stemt ved Danish Take Away Awards 2018, og her vandt en af landets ældste burgerrestauranter prisen for årets take away-restaurant.

I flere år har der for alvor været gang i burger-krigen i København, og i går blev Danmarks bedste take away-restaurant 2018 kåret. Foto: Scott Olson - Scanpix

Du kender måske følelsen af at komme hjem efter en hård dag, og så virker både indkøb og madlavning som verdens mest uoverskuelige projekt. Men her er der heldigvis hurtig hjælp at hente. Med et par klik online kan maden være fremme ved din dør inden for ganske kort tid, og du behøver ikke røre en finger. 

I dag findes der en overflod af muligheder, når det gælder take away steder, og derfor bliver den hurtigt voksende madjungle samtidig sværere at navigere rundt i, når man med sulten mave på kort tid skal finde ud af, hvad man skal sætte tænderne i som det næste.

Bedste take away sted på Vesterbro 

Som en hjælp til at vælge det rette måltid er Danmarks bedste take away sted i de seneste tre år blevet kåret. I alt dyster restauranterne om 12 forskellige priser, som eksempelvis årets bæredygtige restaurant eller årets familiefavorit. 

Vinderen af årets hovedkonkurrence blev Burger Palace på Vesterbrogade 85 i København, der blev stemt ind som nr. 1. af mere end 30.000 danskere.

Restauranten vandt både den regionale og nationale konkurrence og kunne dermed inkassere henholdvis 5.000 kroner og 20.000 kroner i præmiepenge for de to titler. 

- Først og fremmest tak til alle vores dejlige kunder. Jeg skylder også en stor tak til mine 20 medarbejdere. Uden dem ville det slet ikke kunne køre rundt. Det samme gælder min familie og mine brødre. Man har brug for opbakning med de arbejdstider, jeg har, udtaler indehaver af Burger Palace, Sercan Deniz Yücel. 

Det er virksomheden Just Eat, som står bag konkurrencen, men restauranter, der ikke er på Justeat.dk måtte også deltage.

Burger Palace på Vesterbrogade er kåret til Danmarks bedste take away-restaurant 2018. Foto: Sercan Deniz Yûcel

Anbefalinger er afgørende

Burger Palace har ligget på Vesterbrogade siden 1980, og er dermed en af landets ældste burgerbarer. 

Selvom der følger et kontant beløb med i præmien som vinder af årets take away-sted, så er det stadig titlen, der har den afgørende betydning for vinderrestauranten, lyder det fra arrangøreren. 

- Anerkendelsen fra kunderne betyder meget for de enkelte restauranter. Takeaway-restauranterne lever af gode anbefalinger, og at vinde titlen som Danmarks bedste takeaway-restaurant er nok den største anbefaling, man kan få, siger Carsten Boldt, adm. direktør hos Just Eat. 

Om Danish Take Away Awards

  • Det er tredje år i træk, at Danish Take Away Awards hylder de danske takeaway-restauranter gennem en national afstemning og efterfølgende awardshow.
     
  • Danish Take Away Awards uddelte i år 12 forskellige priser, der ud over vindere på nationalt- og regionalt plan kårer vindere i  kategorier som f.eks: “Årets familiefavorit”, “Årets bæredygtige restaurant”, “Årets SoMe restaurant” og “Årets takeaway trend”.
     
  • Selvom det er Just Eat, der er initiativtager bag Danish Take Away Awards, er konkurrencen ikke kun forbeholdt restauranter, der er tilknyttet Just Eat.

    Kilde: Just Eat 

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret