Ann og Søren vandt over kommunen: Kan beholde 90.000 kr.

Ankestyrelsen har netop afsagt sin dom. Ægteparret Ann og Søren Bøckhaus Thormann kan beholde de 90.000 kroner, de ellers har fået fejludbetalt af Gribskov Kommune.

03:09

Ann og Søren Bøckhaus Thormann fra Helsinge endte i december sidste år med en gæld på 90.000 kroner, fordi Gribskov Kommune regnede forkert i de sociale ydelser, som parret modtog.

03:08

1 af 2

Kort før jul sidste år stod verdens pludselig stille for ægteparret Ann og Søren Bøckhaus Thormann fra Helsinge. Ind gennem brevsprækken fik de en regning på 90.000 kroner fra Gribskov Kommune.  

Kommunen skrev at Ann Bøckhaus Thormann uberettiget havde modtaget kontanthjælp i 15 måneder, og nu skulle betale 90.000 kroner tilbage.

De laver fejlen, men det er os, der får straffen.

Ann Bøckhaus Thormann 

- Jeg synes, det er svært at se rimeligheden i det, lød det den gang fra Søren Bøckhaus Thormann og hans kone supplerede: 

- De laver fejlen, men det er os, der får straffen.

Men nu lysner det for trængte par, der var begyndt at afdrage de 90.000 kroner med 500 kroner hver måned. Det skulle de gøre de næste 15 år, hvis ikke Ankestyrelsen i fredags havde afgjort, at parret kunne beholde de mange penge. 

Tarmlidelse og fire diskusprolapser

39-årige Ann Bøckhaus Thormann har i mere end 20 år arbejdet som køkkenmedhjælper, men hun er i dag sygemeldt med en sjælden tarmlidelse.

38-årige Søren Bøckhaus Thormannn har tidligere arbejdet i et møbelfirma, men han har haft fire diskusprolapser, og det betyder nu, at han er i fare for at blive lam, hvis han laver en forkert bevægelse.
Parret blev gift i sommeren 2016.

I den forbindelse fik Ann Bøckhaus Thormann reduceret sin kontanthjælp, da hendes mands førtidspension skulle forsørge hende.

Kommunen glemte dog at medregne en supplerende førtidspension på 73.000 kroner årligt, som Søren Bøckhaus Thormann modtager.

Derfor fik Ann Bøckhaus Thormann i 15 måneder en kontanthjælp, som hun ikke er berettiget til. Penge som nu skal betales tilbage. 

- Det føles så godt. Vi er meget lettede. Det giver lidt luft til både sindet og økonomien, siger Søren Bøckhaus Thormann i dag til TV 2 Lorry. 

- Det føles jo godt. Fordi når man er sikker på, at man har ret, så er det jo også rart at se, at man også får det.

Ann og Søren Bøckhaus Thormann i deres hjem i Helsinge. Foto: TV 2 Lorry

Men I har jo fået 90.000 kroner ved en fejl, det er altså ikke jeres penge, er det så ikke kun i orden at I skal betale dem tilbage?

- Jo,det kan man sige. Men det er jo lidt ligesom hvis man køber en agurk til 5 kroner nede hos købmanden, og det så senere viser sig, at han skulle have haft 8 kroner. Så kan han ikke komme bagefter og kræve de sidste kroner ind, lyder det fra Søren Bøckhaus Thormann. 

Kommunen har jo ikke passet deres arbejde og vi har jo ikke kunne gennemskue det. 

Søren Bøckhaus Thormann

- Kommunen har jo ikke passet deres arbejder og vi har jo ikke kunnet gennemskue det. Så vi var nødt til at stole på kommunen gør det rigtige. Det gjorde de så ikke, men nu er der styr på det. 

Søren Bøckhaus har i går talt med Gribskov Kommune om de penge, parret allerede har afdraget. Dem får de nu retur. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret