SF får borgmesterposten i Albertslund

Vivi Nør Jacobsen (SF) bliver ny borgmester i Albertslund Kommune og vælter den siddende borgmester, Steen Christiansen (S).

Opdateret kl: 23:56
Steen Christiansen har nu erklæret sig for borgmester i Albertslund. Og han bliver bakket op af Konservative, Enhedslisten, Venstre og Dansk Folkeparti.



SF tager borgmesterposten i Albertslund Kommune.

Det erfarer TV 2 Lorry.

Partiets spidskandidat, Vivi Nør Jacobsen, overtager borgmesterposten fra Steen Christiansen (S), der siden 2010 har siddet for bordenden i vestegnskommunen.

Konstitueringen sker ifølge TV 2 Lorrys oplysninger med opbakning fra Socialdemokratiet, der hidtil har siddet på magten, samt Radikale Venstre.

De tre partier kan sammen tælle til 12 ud af 21 mandater i kommunalbestyrelsen.

- Ingen kommentarer, siger Steen Christiansen (S), hvorefter han afbryder telefonopkaldet, da TV 2 Lorry fanger ham.

Samme melding kommer fra Hediye Temiz fra Radikale Venstre.

Til gengæld bekræfter regionsrådskandidaten Sadek Al-Amood (SF) partiets sejr i Albertslund.

- Så er den der!, skriver han.

Fik flest personlige stemmer 

SF er ved dette valg gået frem med to mandater, så partiet nu råder over fire af kommunalbestyrelsens 21 pladser.

Vivi Nør Jacobsen (SF) var samtidig kommunens mest populære kandidat med 1.293 personlige stemmer mod Steen Christiansens (S) 820 af slagsen.

Samme Steen Christiansen og Socialdemokratiet gik tilbage fra ni til syv mandater.

Radikale Venstre, som er sidste del i konstitueringen, har fordoblet mandatantallet ved dette valg og har nu to mandater.

Med den kommende SF'er i spidsen skal Albertslund Kommune nu for første gang ledes af et andet parti end Socialdemokratiet. Siden kommunens tilblivelse i 1970'erne, har Albertslund været regeret af socialdemokratiske borgmestre.

Anden S-højborg, som SF styrter

Dermed har SF for anden gang ved dette kommunalvalg væltet en Socialdemokratisk højborg. 

Natten til onsdag kunne Anders Wolf Andresen (SF) i Hvidovre annoncere, at han havde samlet et flertal omkring sig, der gjorde ham til ny borgmester i kommunen. Også her blev en socialdemokratisk borgmester væltet, nemlig Helle Adelborg.

Med magtovertagelsen i Albertslund Kommune er SF nu oppe på tre borgmesterposter på landsplan. Foruden Hvidovre og Albertslund står SF også til at bibeholde magten på Langeland.