Verdensrekorden i halvmaraton slået i København

Geoffrey Kamworor fra Kenya er ny verdensrekordindehaver på de 21 kilometer.

00:55

Geoffrey Kamworor sætter i tiden 57 minutter og 59 sekunder ny verdensrekord i halvmaraton ved Copenhagen Half Marathon. Video: Sports Photographer in Copenhagen Matthew James Harrison

I samarbejde med tv2.dk

København lagde asfalt til, da der søndag blev sat verdensrekord i halvmaraton.

Geoffrey Kamworor fra Kenya løb de 21 kilometer på 58 minutter og 1 sekund - 19 sekunder hurtigere end rekordtiden - og vandt suverænt Copenhagen Half Marathon.

Den blev sat sidste år af landsmanden Abraham Kiptum, der satte den daværende rekord i Valencia i tiden 58 minutter og 18 sekunder.

- Jeg har det virkelig godt. Jeg kom hertil for at slå verdensrekorden, og jeg er meget glad. Jeg har vundet mange titler, og mine fans har altid sagt til mig, at jeg skulle prøve at slå verdensrekorden, siger Kamworor til TV 2 SPORT.

I en pressemeddelelse fra arrangørerne bag løbet uddyber den kenyanske vinder:

- Jeg er bare stolt og glad for min præstation. Jeg vidste, jeg var i god form, og at jeg havde mulighed for at sætte ny verdensrekord, og det betød meget for mig at sætte den her i København, hvor jeg første gange vandt VM.

Rykkede fra de andre favoritter halvvejs gennem løbet

Ifølge Ritzau rykkede Geoffrey Kamworor fra de andre løbere i frontgruppen godt halvvejs gennem løbet og løb omkring ti kilometer i ensom majestæt i en enestående præstation.

Da han rundede 15 kilometer stod det klart, at han var på vej mod en mulig verdensrekord, hvis han kunne holde sin fart, og at han kunne komme til at flirte med den magiske grænse på 58 minutter.

Ved målopløbet på Øster Allé formåede han både at kappe 19 sekunder af verdensrekorden og komme lige under de 58 minutter.

Nummer to blev landsmanden Benard Kipkorir Ngeno i tiden 59 minutter og 16 sekunder.

Hos kvinderne gik sejren til Etiopiens Birhane Dibaba Adugna, som sluttede i tiden 1 time, 5 minutter og 57 sekunder. Det var et lille halvt minut bedre end Kenyas Evaline Chirchir.

Løbet fungerede samtidig som danmarksmesterskab. Her gik sejren hos herrerne til Abdi Ulad, der tilbagelagde distancen på 1 time, 5 minutter og 2 sekunder. Hos kvinderne gik DM-titlen til Maja Alm, som klarede ruten på 1 time, 11 minutter og 54 sekunder.

Verdensrekorden i halvmaraton for mænd

Kamworor er den første løber i historien, der kommer under de 58 minutter. Tidligere verdensrekorder er sat med følgende tider:

 

  • 28/10 2018: Abraham Kiptum (Kenya) 58:18
  • 21/3 2010: Zersenay Tadese (Eritrea) 58:23
  • 17/3 2007 Samuel Wanjiru (Kenya) 58:33
  • 9/2 2007 Samuel Wanjiru (Kenya) 58:53
  • 2/4 2006 Paul Malakwen Kosgel (Kenya) 59:07
  • 11/9 2005 Samuel Wanjiru (Kenya) 59:16
  • 4/4 1998 Paul Tergat (Kenya) 59:17

Var på forhånd udråbt som "Kamwror-show"

Geoffrey Kamworor, der er tredobbelt verdensmester i halvmaraton, var på forhånd udråbt som den helt store favorit ved Copenhagen Half Marathon. Inden løbet blev afviklet søndag udtalte arrangøren stolthed over at have lokket verdensstjernen til de københavnske gader:

- Vi mener, vi har trukket den bedste halvmaratonløber i verden til byen. Vi har gerne villet have ham til, siden han vandt VM i København, udtalte direktør i Dansk Atletik og medarrangør Jakob Larsen til Ritzau.

- Nu er det lykkedes, og det er på mange måder hans show for at sige det, som det er, lyder det fra atletikdirektøren.

Københavns halvmaraton er kendt som et hurtigt løb, fordi ruten næsten er pandekageflad. Desuden er der få sving, og med de rigtige vejrforhold giver ruten læ til løberne det meste af vejen.

De tidligere vindertider i Copenhagen Half Marathon

Vinderne af herrernes løb:

* 2018: Daniel Kipchumba, Kenya, 59.06 minutter.

* 2017: Abraham Cheroben, Bahrain, 58.40 minutter (løbsrekord).

* 2016: James Mwangi Wangari, Kenya, 59.07 minutter.

* 2015: Bedan Karoki Muchiri, Kenya, 59.14 minutter.

 

Kvindernes vindertider:

* 2018: Sifan Hassan, Holland, 1 time og 5.15 minutter (løbsrekord).

* 2017: Eunice Chebichii Chumba, Bahrain, 1 time og 6.11 minutter.

* 2016: Hiwot Gebrekidan Gebremaryam, Etiopien, 1 time og 8 minutter.

* 2015: Purity Cherotich Rionoripo, Kenya, 1 time og 8.29 minutter.

 

Kilde: Ritzau og CPH Half Marathon.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik