Sygeplejerske advarer mod livsfarligt legetøj

Selvom legetøjet ser ufarligt ud, kan det føre til alvorlige organskader på børn, forklarer overlæge.

Da Theresa Rønnebechs ældste søn fik en pakke magnetkugler til jul, mente hun egentlig, det var en god gave.

De små legetøjsmagneter kunne skilles ad og samles igen til alverdens smykker og figurer, og så længe drengens toårige lillebror ikke fik fingrene i dem, virkede de harmløse.

quote Vil man undgå det her, skal man holde små magneter helt væk fra sit barn. Det budskab skal spredes

Anja Sichmann, afdelingssygeplejerske

Men da hun en morgen i juleferien legede med sin yngste søn, gik det galt.

- Pludselig opdager jeg, at han leger med de her små magneter. Men inden jeg kan nå at tage dem fra ham, putter han dem i munden. Så gisper han og siger: "Hov! Nede i maven", fortæller Theresa Rønnebech.

Heldigvis vidste hun præcis, hvad hun skulle gøre. Hendes barn skulle på skadestuen i en fart.

Det var magnetkugler af denne type, Theresa Rønnebechs toårige barn kom til at sluge. De enkelte kugler er typisk mellem tre og fem millimeter i diameter og forhandles tit gennem udenlandske netbutikker.
Det var magnetkugler af denne type, Theresa Rønnebechs toårige barn kom til at sluge. De enkelte kugler er typisk mellem tre og fem millimeter i diameter og forhandles tit gennem udenlandske netbutikker.
Foto: Ebay.com

Men ifølge afdelingssygeplejerske på Hvidovre Hospital Anja Sichmann er det ikke alle, der handler lige så hurtigt som Theresa Rønnebech - og det får hende nu til at advare mod legetøjet.

- Jeg møder mange forældre, som ikke ved, hvor farligt det er at sluge magneter. Og det får mine alarmklokker til at ringe, fortæller hun.

Bare siden november har hun nemlig oplevet hele fire tilfælde af småbørn med magneter i maven.

Kan koste småbørn livet

SYMPTOMER MINDER OM INFLUENZA

Det er særligt børn under tre år, der putter magneterne i munden og kommer til at sluge dem, men ulykker ses også for større børn, som afprøver magneternes muligheder som falske piercinger.


Hvis et barn eller en teenager har slugt to eller flere magneter, kan symptomerne minde om influenza. Det kan derfor være svært at opdage, at årsagen er magneter, og der kan nå at opstå skader af permanent karakter, hvor for eksempel dele af tarmen må bortopereres.


Er der mistanke om, at børn eller voksne har slugt magneter, bør man straks søge lægehjælp.


Kilde: Sikkerhedsstyrelsen

Det er helt almindeligt for børn op til treårsalderen at sluge små genstande - og langt det meste passerer helt naturligt gennem fordøjelsessystemet uden at forvolde skade.

Men sluges flere magneter på forskellige tidspunkter, kan det føre til alvorlige organskader. Det forklarer børnekirurgisk overlæge på Odense Universitetshospital Lars Rasmussen, som har mere end 30 års erfaring på området.

- Ligger magneterne to forskellige steder i mave-tarm-kanalen, kan de klemme sig sammen med et stykke tarm imellem sig. Så gnaver de hul, og tarmindholdet kommer ud i bughulen, hvilket er livstruende, forklarer han.

 
 

Men så galt gik det heldigvis aldrig for Theresa Rønnebechs søn.

- Sygeplejersken mærkede på ham og sendte os ned på røntgenafdelingen. Da vi kiggede på røntgenbillederne, kunne vi se, at magneterne havde sat sig sammen i hans mave, fortæller hun.

Fordi de tre kugler var blevet slugt samtidig, kunne de følges ad gennem den toårige drengs tarmsystem helt uden at forvolde skade på hans indre organer.

Men det er ikke alle, der slipper så let. Ifølge Lars Rasmussen oplever han mellem ét og fem tilfælde om året, hvor magneterne må fjernes med enten kikkert eller en operation.

Theresa Rønnebechs toårige søn slugte i januar tre magneter ved et uheld. Heldigvis satte de sig sammen i mavesækken og fulgtes ad, til de kom ud igen.
Theresa Rønnebechs toårige søn slugte i januar tre magneter ved et uheld. Heldigvis satte de sig sammen i mavesækken og fulgtes ad, til de kom ud igen.
Foto: Hvidovre Hospital

Flere tilfælde om ugen

På trods af risikoen for organskader findes der ingen samlet opgørelse af, hvor ofte danske børn kommer til at sluge magneter.

Dog var der ifølge Anja Sichmann alene på Hvidovre Hospital mindst ni tilfælde i 2019 – og i år har hendes kolleger allerede måttet behandle to drenge med de farvestrålende magnetkugler i kroppen.

- Hvis man antager, at resten af landets akut- og børnemodtagelser modtager det samme antal børn årligt, vil der jo være flere tilfælde om ugen, forklarer hun.

Og den vurdering bekræftes af Anja Sichmanns kolleger.

I en rundringning foretaget af TV 2 fortæller fire ud af fem børnemodtagelser nemlig, at de også månedligt modtager børn, der som Theresa Rønnebechs søn er kommet til at sluge en eller flere magneter.

Efter den første undersøgelse slog fast, at magneterne sandsynligvis ville komme ud uden problemer, tog Theresa Rønnebech hjem igen med sin søn
Efter den første undersøgelse slog fast, at magneterne sandsynligvis ville komme ud uden problemer, tog Theresa Rønnebech hjem igen med sin søn
Foto: Hvidovre Hospital

Overholder ikke europæiske sikkerhedskrav

Egentlig må små, stærke magneter som dem, Theresa Rønnebechs toårige barn kom til at sluge, slet ikke forhandles som legetøj til børn i Danmark.

KIG EFTER CE-MÆRKET PÅ LEGETØJ

Forbrugerrådet Tænk fraråder at købe legetøjsprodukter fra ikke-europæiske hjemmesider.
 

Blandt andet Kina har ikke de samme sikkerhedskrav som EU og Danmark, og risikoen er større for, at du køber produkter, som er ulovlige i Danmark.


Se derfor efter CE-mærket, når du køber legetøj. Mærket viser, at produktet er tiltænkt det europæiske marked, og uden mærket kan du derfor ikke forvente, at produktet lever op til legetøjsreglerne.


Vær dog opmærksom på, at der ikke føres direkte kontrol med CE-mærket.


Kilde: Forbrugerrådet Tænk.

I Danmark skal legetøj nemlig leve op til en række strenge, europæiske sikkerhedskrav – og netop på grund af faren for organskader må en kraftig magnet, som sælges som legetøj til børn under 14 år, ikke være så lille, at den kan sluges.

Men det krav er det bestemt ikke alt legetøj, der lever op til. Det forklarer Helen Amundsen, seniorrådgiver ved Forbrugerrådet Tænk.

Hun fortæller, at i takt med at onlinehandlen gennem de seneste år er eksploderet, køber danske forældre stadig oftere legetøj fra billige, udenlandske netbutikker – og her gælder EU-reglerne ikke altid.

- Det er helt klart et problem. Når det er så billigt, er sandsynligheden for, at der er styr på sikkerheden, meget lille. Derfor fraråder vi generelt at købe ting til børn på de her sider, advarer hun.

Hold dit barn væk fra små magneter

Sygeplejerske Anja Sichmann håber, at hendes opråb vil få forældre til at tænke sig ekstra godt om, når det gælder magneter.

- Man skal simpelthen holde små magneter helt væk fra sit barn. Det budskab skal spredes, så både forældre og børneinstitutioner bliver opmærksomme på faren, understreger hun.

Og det råd har Theresa Rønnebech taget til sig.

Selvom hun ikke mener, at der er noget i vejen med de små magnetkugler som legetøj til større børn og voksne, vil hun fremover være helt sikker på, at de holdes væk fra hendes mindste barn.

- Vi skal ikke have flere magneter hjemme hos os udover store køleskabsmagneter. Heller ikke til storebroren.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik