Nye overvågningsbilleder viser drabsmand fra frisørsalon

Nye overvågningsbilleder viser gerningsmand før og efter drabet på 20-årig frisør samt to mænd på motorcykel, der kører rundt med pistol.

Kevin Ibraimovski havde arbejdet som frisør i Salon Ørn på Mørkhøjvej i Brønshøj i to år, da en hætteklædt gerningsmand trådte ind i salonen, rettede en pistol mod ham og trykkede af flere gange.

Han blev 20 år gammel.

Drabet fandt sted tirsdag 29. september 2020 klokken 12.52, mens Kevin Ibraimovski var i færd med at klippe en kunde – nu viser offentliggjorte overvågningsbilleder, hvordan en sortklædt gerningsmand gik mod stedet og umiddelbart efter drabet løb væk ad en sidevej.

- I frisørsalonen var der flere til stede, og der var ikke andre, der blev skudt. Derfor er det vores vurdering, at det ikke var tilfældigt, Kevin blev ramt, siger vicepolitiinspektør Bjarke Dalsgaard Madsen fra Københavns Politi.

Ikke selv bandemedlem

Om det lige så godt kunne have været en anden ansat, der var det tiltænkte mål, er dog uvist.

Kevin Ibraimovski var ikke registreret som bandemedlem, men et ledende medlem af Loyal To Familias tidligere Tingbjerg-afdeling forbindes med frisørsalonen. En afdeling, der forlod LTF efter interne stridigheder.

I 2017 mistede det tidligere ledende medlem sin bror under en bandekonflikt med Brothas, men sigtelsen mod en 27-årig mand, der i første omgang blev sigtet for drabet, blev siden frafaldet.

En 27-årig mand, der 21. august 2020 - godt en måned inden drabet på Kevin Ibraimovski - selv blev dræbt af skud.

Muligt hævnmotiv

Københavns Politi ønsker ikke at svare på, om en forbindelse mellem de tre drab kan være et muligt motiv, eller om efterforskningen peger i en anden retning.

- Men Salon Ørn er i hvert tilfælde et sted, hvor vi har kendskab til, at bandemedlemmer, der er del af en konflikt, færdes, siger Bjarke Dalsgaard Madsen.

- Når man vælger at begå drabet der, så er det en på stedet, man vil ramme. Om det er Kevin eller en anden, der skal skydes og dræbes, det ved vi ikke, siger Bjarke Dalsgaard Madsen.

Planlagt drab

En episode fem dage inden drabet tyder på, at gerningsmænd havde udvist interesse for frisørsalonen gennem noget tid.

Her viser overvågningsbilleder, at en sølvgrå motorcykel med to personer kørte flere gange forbi Salon Ørn. De to personer på motorcyklen var begge iført sort tøj med hætten trukket op over hovedet.

Bagsædepassageren holdt en pistol i hånden, og motorcyklen passerede Salon Ørn i alt fire gange 24. september i minutterne efter klokken 13.32

- Vi betragter det som et drabsforsøg, der så bliver fuldbyrdet med et drab 29. september, siger vicepolitiinspektør Bjarke Dalsgaard Madsen.

Åbenlys pistol i hånden

Drabet på Kevin Ibraimovski er fortsat uopklaret, og derfor har politiet nu valgt at offentliggøre overvågningsbilleder både af drabsmanden og af de to mænd på motorcyklen i håb om, at vidner i området eller personer med kendskab til personkredsen vil kontakte politiet.

- Vi har erfaringsmæssigt konstateret, at mange sidder med oplysninger uden at gå ud med det, fordi de tænker, at det ved politiet nok i forvejen. Dem vil vi gerne høre fra.

- Jeg er også sikker på, der går mange rundt både i bandemiljøet og i periferien af bandemiljøet, som opsnapper noget viden af og til, og som har det dårligt med, at en 20-årig mand er slået ihjel, siger Bjarke Dalsgaard Madsen.

Bør vække opsigt

Politiet er interesseret i personer, der kan have set den sølvgrå Yamaha X-City motorcykel ved Salon Ørn den 24. september eller to dage senere, hvor en tilsvarende brugsstjålet motorcykel blev fundet i en passage ved Dildhaven i Herlev.

- Nogen må også have lagt mærke til gerningsmanden før og efter drabet. Han havde mundbind som del af sin maskering, men det var i slutningen af september, og der var ikke særlig mange, der gik med mundbind. Det var en forholdsvis varm dag, og gerningsmanden er iklædt en sort dragt, det ligner meget et regnsæt, med mundbind og hætten oppe. Han er gået et godt stykke og løbet et godt stykke med hætten oppe, det i sig selv bør vække opsigt, siger Bjarke Dalsgaard Madsen.

Til drabssagen ønsker politiet oplysninger fra vidner, som har set gerningsmanden før og efter drabet. Gerningsmanden kan været sat af fra et køretøj i området Mørkhøjvej/Novembervej, og muligvis er han kørt fra området igen.

download
  1. 1: 12:45: Gerningsmanden går syd af Mørkhøjvej
  2. 2:  12:47: Gerningsmanden passerer Salon Ørn og går op af Muldager
  3. 3: 12:52: Efter fire minutter går gerningsmanden tilbage til Salon Ørn og udfører drabet
  4. 4: 12:53: Gerningsmanden løber fra Salon Ørn og ned af Muldager. Sporet forsvinder omkring Kagsløkke

I alt blev 16 mennesker ifølge Rigspolitiet dræbt i forbindelse med forskellige bandeopgør i 2020. Et tal, der er dobbelt så stort som året forinden, der i forvejen var et rekordår.

Sådan ser den sølvgrå motorcykel ud:

En Yamaha VP250 X-City blev fundet lørdag 26. september i en passage mellem Dildhaven 3A og nr. 5 i Herlev
En Yamaha VP250 X-City blev fundet lørdag 26. september i en passage mellem Dildhaven 3A og nr. 5 i Herlev
Foto: Københavns Politi

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik